Pas på dyre faldgruber: Nethandel og shoppingtur til London er ikke det samme efter Brexit

Storbritanniens endegyldige exit fra EU betyder, at en økonomisk tæt nabo er flyttet længere væk. På trods af den indgåede handelsaftale bliver det for forbrugerne meget mere kompliceret at købe britisk end tidligere. Det gælder på shoppingturen til London, men i særdeleshed ved nethandel. Det kan blive rigtig dyrt ikke at have styr på de nye regler.

At købe varer fra klassiske britiske brands er blevet langt mere komplekst. Henrik Kiær, Reuters, Toby Melville, Martin Divisek, Ritzau Scanpix

Da lastbilerne lige efter nytår uden problemer passerede fra Storbritannien til Frankrig, drog mange et lettelsens suk. Hvorfor al den dommedagssnak om Brexit, når nu det gik så nemt?

Senere har hverdagen meldt sig, for selvom der ikke er køer ved toldbehandlingen, er der nu tomme hylder i supermarkederne i Nordirland og hos naboen Irland – selvom sidstnævnte stadig er et EU-medlemsland. Fisk og skaldyr kommer ikke frem fra de britiske øer til hovedmarkedet i Paris, lastbilchauffører har fået deres skinkesandwich konfiskeret, og ganske meget vil vise sig at være anderledes i forhold til en shoppingtur til London – når vi engang må det igen.