Papiraktier ramt af svækket dollar

De europæiske børser havde igen tirsdag en omsætningsmæssigt stille dag. I Frankfurt udmærkede indekset sig ved en stigning på omkring 0,5 pct., hvor den lave oliepris var medvirkende til den positive stemning. Ganske naturligt kunne rejsekoncernen TUI dog ikke holde trit med markedet og indkasserede DAX-indeksets største fald på 1,0 pct. efterfulgt af Volkswagen, der faldt 0,7 pct., og Bayerrische Hypo- und Vereinsbank, der tabte 0,5 pct. I modsat retning gik Deutsche Bank, der med en stigning på 1,1 pct. var indeksets næstbedste. I Frankrig var CAC 40-indekset stort set uændret ved lukning, og i London var børsen endnu lukket. For en gangs skyld var det ikke Nokia, der bestemte markedsretningen i tirsdagens handel på børsen i Helsinki. Finsk-svenske Stora Enso meldte om vigende marginer i årets sidste kvartal forårsaget af svækkelsen af dollaren mod euro. Stora Enso blev handlet 2,7 pct. ned, og kursen for den anden papirgigant UPM Kymmene fulgte med et fald på 1,1 pct. trenden.