Paniksalg på asiatiske aktiemarkeder

Uroen på de finansielle markeder har nu for alvor spredt sig til Asien. Natten til torsdag var der massive kursfald på de asiatiske aktiemarkeder, hvor børsen i I Sydkoreas hovedstad, Seoul, førte an med et kursfald på hele 6,5 pct. I Japan blev det toneangivende Nikkei-indeks torsdag morgen handlet lidt over 2 pct. lavere, men i løbet af natten havde de japanske aktier været nede med 3,7 pct.

- Det er et spørgsmål om tillid. Investorer er gået fra at være superoptimistiske til at være superpessimistiske på meget kort tid. Der er faktisk ikke noget tegn på, at det her får en ende, siger økonom hos børsmæglerfirmaet CommSec Equities Craig James til nyhedsbureauet AFP.

De massive kursfald skyldes nervøsitet over de usikre amerikanske kreditmarked, men flere iaggtagere påpeger, at reaktionen er overdrevet.

- Alle går i panik, men der er ingen grund til at gå i panik. Vi ved ikke, hvornår det her ender, men likviditeten begynder at tørre ud, konstaterer Patrick Chang fra CIMB-Principal Asset Management i Kuala Lumpur over for nyhedsbureauet Bloomberg.