På trods af jobfest mangler hoteller og restauranter hænder

Hoteller og restauranter går glip af omsætning, fordi de ikke kan finde hænder nok, siger Dansk Erhverv.

Restauranter og caféer nyder igen godt af mange besøgende. Men det er svært at følge med. (Arkivfoto). Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter at have været hårdt ramt under corona er der igen godt med gæster på de danske hoteller og restauranter.

Flere steder kan det imidlertid være svært at følge med. Også selv om der er blevet ansat masser af personale de seneste måneder.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev der inden for hoteller og restauranter skabt 2300 nye job i april. Det bragte antallet af job i branchen op på et nyt rekordhøjt niveau.

Alene i løbet af det seneste år er der skabt 42.900 nye job inden for branchen, viser tallene fra Danmarks Statistik.

I Dansk Erhverv, en interesseorganisation for blandt andet firmaer i oplevelsesøkonomien, kalder markedschef Lars Ramme Nielsen udviklingen for både en god og en dårlig nyhed.

På den ene side viser antallet af nye job, at branchen er kommet stærkt tilbage efter corona. På den anden side hører Dansk Erhverv fra flere medlemmer, at der på trods af mange ansættelser stadig mangler hænder.

»Det betyder, at nogle hoteller må holde værelser lukket, fordi de for eksempel ikke kan få dem rengjort.«

»Vi ser også, at restauranter må holde lukket for eksempel tirsdage og onsdage, fordi de mangler folk til at kunne holde driften kørende alle ugens syv dage.«

»Det er brandærgerligt, fordi virksomhederne går glip af omsætning, og Danmark går glip af arbejdspladser,« siger Lars Ramme Nielsen.

I HORESTA, en interesseorganisation for blandt andet hotel- og restaurationsbranchen, har man undersøgt, hvor stor en andel af medlemmerne der mangler hænder.

Ifølge Annette Hyldebrandt, chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i HORESTA, er det 54 procent af restauranterne og næsten 70 procent af hotellerne, der mener at ville kunne få en større omsætning, hvis de havde flere ansatte.

»Det er jo en ulykkelig situation, fordi der lige nu er et potentiale for at få noget af det omsætningstab, der har været under corona, tilbage,« siger Annette Hyldebrandt.

Både hun og Lars Ramme Nielsen fra Dansk Erhverv mener, at det derfor er vigtigt med fortsat politisk fokus på at sikre mere arbejdskraft.

Ud over muligheden for at skaffe mere arbejdskraft fra lande udenfor EU nævner Lars Ramme Nielsen muligheden for at sløjfe loftet for, hvor meget man kan tjene ved siden af SUen i juni, juli og august.

»Det ville give studerende en god gulerod til at give den en ekstra skalle lige i den tid, hvor hoteller og restauranter har allermest brug for det,« siger han.

/ritzau/