På feltarbejde med en aktieanalytiker

Berlingske Business tog med en ekspert i europæiske aktier til Paris for at se på bilaktier. Grafik: Afkast i afdelinger med europæiske aktier

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Find de 100 bedste aktier i Europa, hvor der er 6.000 børsnoterede virksomheder at vælge mellem. Køb dem, og lad afkastet komme tusindvis af danske småsparer til gode.

Denne svære opgave har Asger Lund Nielsen. Han er senior portefølje manager hos Danske Capital, der rådgiver både Danske Invest og BG Invest om europæiske aktier.

Sammen med ni kollegaer overvåger han europæiske aktier hos Danske Capital, og skal derfor kunne spotte de selskaber, som vil klare sig bedst fremover, og som dermed kan bringe afkastet i afdelinger som »Europa« og »Euro Stocks 50« hos Danske Invest i top.

I afdelingen Euro Stocks 50 satser Danske Invest lige nu på 32 af de største europæiske aktier, og i afdelingen Europa på andre 72.

Denne satsning på omkring 100 europæiske aktier har ind til videre i år givet et pænt afkast tæt på 15 procent, hvilket er lidt bedre den generelle udvikling på markedet.

Asger Lund Nielsen har mere specifikt ansvar for europæiske »forbrugsaktier,« altså virksomheder, der lever af at sælge biler, og andre forbrugsvarer direket til forbrugere over det meste af kloden.

På tur til Paris
Berlingske Business tog med ham på en tur til Paris, hvor han skulle se nærmere på blandt andet bilaktier som franske Renault og selskabet PSA, der er moderselskab for de kendte mærker Peugeot og Citroën.

Før afrejsen har Asger Lund Nielsen fulgt selskaberne tæt i flere år, og læst et hav af analyser af bilaktier, hvor store udenlandske finanshuse i en nærmest endeløs strøm siger enten »køb,« »sælg,« eller »behold.«

»Jeg læser analyserne. Men det eneste jeg ikke lægger vægt på, og holder øje med, er de konkrete købs- og salgsanbefalinger. Jeg vil hellere selv gøre det, jeg mener er det rigtige,« siger Asger Lund Nielsen.

Når det overhovedet er nødvendigt at tage til Paris og se virksomhederne med egen øjne i disse tider, hvor man kan få det bedste på mail og Internet, så er det for at få en fornemmelse af, om det går i den ene eller anden retning.

Virksomhederne skal som herhjemme overholde en masse etiske regler, og må således ikke komme med nye informationer, som stiller Danske Invest bedre end andre.

Alligevel mener Asger Lund Nielsen det er nyttigt, at besøge virksomehederne.

»Det giver os en bedre fornemmelse af, hvad de beskæftiger sig med, og hvad vej vinden blæser,« siger han.

3,4 mio. biler - årligt
Første stop er hovedkontoret for Peugeot og Citroën i Paris, hvor Danske Capital har placeret et trecifret millionbeløb.

De to bilmærker ejes af samme moderselskab, PSA, og Danske Invest har investeret i denne succesfulde bilfabrikant også via afdelinger med navne som »Verden« og »StockPicking.«

Peugeot er flere hestehoveder foran i konkurrencen om især danskernes gunst. Især de to mindre modeller 206 og 307 har i årevis haft en plads i danskernes hjerter og toppet salgslisterne herhjemme.

Men det ikke kun i Danmark, at Peugeot og Citroën er populære. I Europa sidder koncernen med en markedsandel på over 15 procent, og det gør dem til Europas andenstørste producent.

Koncernen er de sidste fem år vokset over 50 procent, og sidste år rullede mere end 3,4 millioner biler fra samlebåndet og ud til forbrugerne. Hele 207.200 medarbejdere er ansat på virksomhedens fabrikker, der er en national stolthed i Frankrig, som får enorm opmærksomhed.

»Indtjeningen på biler er meget lille. Kun omkring fire procent af bilens salgspris uden afgifter tilfalder fabrikken, som overskud før skat. Så et stort salg er meget afgørende for indtjeningen,« fortæller Asger Lund Nielsen, mens han haster af sted gennem gaderne i Paris.

På fabrikken møder vi Valérie Magloire, der servicerer store investorer, og hun fortæller om, hvordan salget går med de sidste nye modeller, og hvad der er i støbeskeen:

Ny Peugeot 207 på trapperne
Blandt andet kommer der en ny Peugeot 207 til næste år, der afløser den nuværende storsælgende 206. Den gamle model skal samtidig introduceres i Brasilien og Kina.

De senere år er nye modeller blevet introduceret med kortere mellemrum i stedet for at give de gamle at facelift.

»Derfor har vi lige nu en af de yngste produktlinier nogensinde,« siger Valérie Magloire, og peger stolt på billederne af blandt anden den nye bybil 1007, som har en elektronisk og fjernbetjent skydedør.

»Det er en lille bil. Men til gengæld den mest sikre, der hidtil produceret i Europa. Fabrikken venter at sælge 130.000 af den om året. Den er et rigtigt godt bud på fremtidens bybil,« siger Asger Lund Nielsen.

Herhjemme starter bilen for denne lille nyskabelse ved 180.000 kroner for en model med 1,4 liters motor.

Men en ny 407 har også set dagens lys for nylig, og mere venter forude. Citroën er på vej med en afløser for både Xsara Picasso og den store C6. Nye modeller er også minibilerne Citorën C1 og Peugeot 107, som fremstilles i et joint venture med Toyota, og produceres i Østeuropa, hvor lønnen er lav.

Der snakkes meget om økonomi, markedsandele, indtjening og forventninger. Men efter besøget hos Peugeot og Citroën er Asger Lund Nielsen optimist:

»Det bekræftede os i, at det er en god investering,« siger han.

Billigere og bedre
Udfordringen også for konkurrenten Renault er, at bilerne hele tiden bliver bedre og bedre, men også billigere og billigere. Det skyldes benhård konkurrence. Det tvinger også virksomhederne til at bruge meget store formuer på forskning og produktudvikling.

Et aktuelt problem for alle bilproducenter er også stigende priser på råvarer og især stål. Det presser indtjeningen. Men håbet om bedre tider for europæisk økonomi, skaber alligevel optimisme i bilbranchen.

Besøg aflægges også hos Renault, som især er stor på såkaldte flådebiler til udlejning og firmabrug.

En i Danmark forholdsvis ukendt virksomhed om Valeo besøges også, efter en travetur gennem de stærkt trafikerede gader i Paris.

Valeo fremstiller lygter, aircondition, bremselys, radarsystemer som letter parkering i byer, og andre specielle dele til biler.

Et af de nyeste produkter er bremselys, der regulerer styrken, alt efter, hvor hårdt der bremses. Mange af de tekniske nyskabelser, der er i nye biler, kommer faktisk fra denne virksomhed, så vi spørger investorchef Rémy Dumoulin, hvordan en bil vil se ud om ti år:

»Der vil være meget mere sikker og endnu mere komfortabel Men den vil også være meget mere miljøvenlig. Vi er tvunget til at tænke mere på miljøet. Alt hvad der kan nedbringe bilernes udslip af CO2 satses der meget på,« lyder svaret. En kold fadøl øl på Champs-Elysees, og en god middag på en lokal restaurant bliver der også tid til.

Men efter to hektiske dage i Paris, med et tæt pakket program, vender vi meget udmattet hjem.

Så mange har måske nok den ide, at de selv kan pleje deres sparepenge lige så godt som Danske Invest og andre investeringsforeninger.

Men for Asger Lund Nielsen er det mere end et fuldtidsjob, blot at følge en lille håndfuld af europæiske forbrugsaktier, og det kræver meget stor indsigt at gøre det rigtige på rette tid.

Samtidig kræver det en større formue, hvis man som privat investor skal kunne sprede sig over 20 eller 50 aktier, og dermed undgå den store risiko, der altid er ved at investere i enkelte aktier.

Vel betaler man for besværet. Omkostningerne i de europæiske aktieafdelinger hos Danske Invest er omkring én procent om året, men hvis de bare leverer gode afkast, bør det ikke kunne ødelægge nattensøvnen eller betyde det helt store.

Varme aktietip
I flyveren på vej hjem fortæller Asger om sine favorit-aktier i Europa:

»Generelt kan jeg godt lide selskaber, der nyder godt af væksten i Østeuropa. Her er aktier som østrigske Wienerberger og hollandske Aalberts Industries gode bud, blandt andet fordi de to selskaber producerer varer til det boomende byggeri i Østeuropa,« siger han.

Et andet område, som han mener byder på interessante muligheder er selskaber, der nyder godt af de høje energipriser. Det er eksempelvis schweiziske Sulzer, som blandt andet har specialiseret sig i produkter, der kan effektivisere olieudvinding.

Tyske RWE, som er et af Europas største forsyningsselskaber er et andet godt bud, da de nyder godt af de stigende priser på el.

På forbrugsområdet er Asgers favoritter inden for bilsektoren BMW og Peugeot, mens det inden for de mere traditionelle forbrugsområder er selskaber som britiske Reckitt Benckiser. Den sidste laver nicheprodukter til husholdninger eksempelvis Neophos opvasketabs. Også den britiske supermarkedskæde Tesco, som vinder stærkt frem både i England og i udlandet, er med blandt Asger Lund Nielsens for tiden mest varme investeringstip.

Lukrakiv dækfabrik
Det samme gælder tyske Continental. Selskabets har fokus på elektroniske bremsesystemer, som bliver stadig mere udbredte. Det er den nyeste generation af bremsesystemer efter ABS, og giver selskabet gode vækstmuligheder i et marked med høj indtjening.

Samtidig har selskabet på dæk-området forstået at kombinere produktion i lavtlønslande med profitable high-performance dæk og vinterdæk.

Rejsetasken er mindst et halv kilo tungere at løfte ud af flyvemaskinen, og ved at sprænge af overheads og plancher om europæiske forbrugsaktier. Besøget på de franske bilfabrikker blev aflagt for lidt mere end en måned siden, og siden da er kursen på PSA Peugeot Citroën steget ti procent. Det er dobbelt så meget som markedet generelt.

»Det er store forventninger til den nye 207, der driver kursen op. Men Peugeot og Citroën har også en masse dieselbiler, som interessen er stigende for nu, hvor olie- og benzinpriserne er meget høje,« siger Asger Lund Nielsen.