På 13 timer er der ansøgt om boligtilskud for 250 millioner

Første ansøgningsrunde til tilskud til energibesparende boligforbedringer er onsdag aften lukket.

København. Efter blot 13 timer er Energistyrelsen onsdag aften nødt til igen at lukke for muligheden for at søge tilskud til boligforbedringer, der sparer energi.

Det skyldes, at styrelsen har modtaget ansøgninger for 250 millioner kroner, som var det beløb, der i denne omgang kunne ansøges for.

Det fremgår af hjemmesiden sparenergi.dk, hvor man siden klokken 10 onsdag formiddag har kunnet søge tilskud fra Bygningspuljen.

I den netop afsluttede ansøgningsrunde kunne der i alt søges om 250 millioner kroner. Der planlægges yderligere to ansøgningsrunder i løbet af 2021.

Fordi der er planlagt flere ansøgningsrunder i 2021, opfordrer Energistyrelsen dem, der ikke nåede at søge i denne omgang, til at prøve igen næste gang.

Samlet er der afsat 675 millioner kroner til tilskud i 2021.

/ritzau/