Novo Nordisk er stærkt på vej mod en rekordomsætning på 200 milliarder næste år. Aktionærerne tager allerede glæderne på forskud, aktiekursen buldrer i vejret, og medicinalgiganten er i dag verdens 22. mest værdifulde børsnoterede selskab.
Hovedmotoren i Novo Nordisks rejse mod stjernerne er slankemedicinen Wegovy og søstermedicinen Ozempic, som bruges til at behandle diabetes. Wegovy og Ozempic indeholder fuldstændig samme lægemiddelstof. Men de har også noget andet til fælles, som er en vigtig forudsætning for, at Novo Nordisk kan levere vilde finansielle resultater i fremtiden – nemlig den høje pris.