Overdommerne: Nu er han Danmarks lykkeligste mand – det tog kun otte år at blive det

Ugens optur tager Brøndbys impulsive hovedaktionær, Jan Bech Andersen, som har en kvart milliard ude at svømme i fodboldklubben. Tillykke med sejren! Ugens mest opsigtsvækkende nedtur tegner erhvervsminister Simon Kollerup (S) sig for med sin fikse idé om at rulle statsgarantier ud i landdistrikterne.

Jan Bech Andersen taler til fansene efter superligakampen mellem Brøndby og FC Nordsjælland på Brøndby Stadion i mandags. Efter otte lange år er han endelig en lykkelig mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ugens optur tager fodboldbossen over alle fodboldbosser Brøndbys hovedaktionær, Jan Bech Andersen, som siden 2013 har pumpet en rund kvart milliard i fodboldklubben Brøndby. Endelig vandt klubben mesterskabet i fodbold! Jo, tålmodighed lønner sig. Overdommerne vil naturligvis gerne gratulere Brøndy og Jan Bech Andersen med mesterskabet.

Ugens nedtur tager erhvervsminister Simon Kollerup (S) med sit nyeste påhit om statsgarantier i Udkantsdanmark. Har man nu hørt det med? Kollerup følges nedad med statens foretrukne advokatformand, Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, som har fået et pinligt knald i Advokatnævnet for uetisk optræden.

Der er faktisk sket en hel del i erhvervslivet trods en kort uge efter pinseferien.

UGENS NEDTURE

I pinsen fik erhvervsminister Simon Kollerup (S) en fiks idé om statsgarantier i landdistrikterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

1. Simon Kollerup: Hvad foregår der?

Landets erhvervsminister springer ud som hittepåsom. Simon Kollerup har fået den fikse idé at rulle statsgarantier ud i landdistrikterne, fordi han synes, at der nok er et problem med at få realkreditinstitutterne til at låne penge ud i områder, hvor boligpriserne er i bund. Foreløbig har ministeren ikke leveret nogen argumenter eller indsigter til støtte for sit påhit ud over at henvise til den postkasse, ministeren har oprettet.

Overdommerne gætter på, at ministeren ikke er klogere end den rapport fra 2015, som hans socialdemokratiske forgænger, Henrik Sass Larsen, bestilte. Den udredning, som professor Michael Møller fra CBS stod i spidsen for, kunne ikke finde noget problem. Så overdommerne er forundrede.

Nu viser det sig så, at både Nationalbanken og Finansministeriet ovenikøbet er lodret uenige i forslaget, skriver Børsen. Statsgarantien kan ifølge regeringens embedsmænd lokke boligkøbere til at optage for stor gæld, når de jagter boligguldet på landet. Ups.

Mon forslaget nogensinde bliver til noget? Og hvad er der egentlig gang i ovre hos Kollerup?

Kammeradvokatens formand, Boris Frederiksen, er Danmarks mest magtfulde advokat. Nu er han blevet dukket i Advokatnævnet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

2. Boris Frederiksen: Der er noget uheldsvangert ved navnet Boris

Den britiske premierminister Boris Johnsons fremtoning og optræden associerer til elefanter og porcelænsbutikker. Anderledes har det hidtil været med Danmarks Boris med efternavnet Frederiksen.

Formanden for landets største og statens foretrukne advokatkontor, Kammeradvokaten, har altid ageret smidigt og topprofessionelt. I hvert fald indtil forleden.

I en opsigtsvækkende kendelse fra Advokatnævnet fik Boris Frederiksen stukket en bøde ud for grov tilsidesættelse af de advokatetiske regler på 40.000 kroner. Rent pekuniært er det et greb i lommen for en topadvokat, men æren! Æren er på spil.

Også selvom genstanden for Frederiksens uetiske optræden er en bedrageritiltalt og krakket bilforhandler. Nu venter overdommerne spændt på, hvad Højesteret siger til det hele.

Tidligere DFDS-topchef Niels Smedegaard er nu fortid som formand for flyselskabet Norwegian. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

3. Niels Smedegaard: Måske en velsignelse

»Du må gerne sige tillykke, for vi har jo reddet Norwegian. Det var også med det formål, jeg gik ind som formand i 2019, men der var jo ingen, der anede, hvor slemt det ville blive,« siger Niels Smedegaard til Børsen i anledning af, at den tidligere DFDS-chef efter kun to år holder op som formand for det kriseramte og nu øjensynligt reddede norske flyselskab.

Citatet i Børsen kunne pege på, at overdommerne fremfor at udnævne Smedegaard til en af ugens nedture skulle udnævne ham til en af ugens vindere. Det var imidlertid næppe ideen for to år siden, at Smedegaard kun skulle være formand for den norske flygigant i et par år.

Men logikken er klar. Norwegian er reddet, har fået ny kapital og er nu et mindre norsk/nordisk flyselskab med store ambitioner. Så nu får den tidligere McKinsey-direktør, midlertidige islandske centralbankchef under finanskrisen og tidligere norske vicefinansminister chancen. Svein Harald Øygard hedder han. Vi har ikke ondt af Smedegaard, som i april blev bestyrelsesformand i ISS med Henrik Poulsen, tidligere Ørsted-topchef, som sin næstformand.

UGENS OPTURE

Godt vi har Nina Smith. Manglende reformer kan vække Anker Jørgensen-spøgelset til live. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

1. Nina Smith: Vækker Anker-spøgelset

Professor Nina Smith har haft en god uge. Første rapport fra kommissionen for andengenerationsreformer sætter rammen for, hvad vi kan vente os af Nina Smith, når de rigtige anbefalinger begynder at rulle ud. Nina Smith lægger ikke fingre imellem.

Intet er vigtigere for et stykke reformarbejde end at forsøge at hæve sig op over det politiske system, så der er noget for både rød og blå blok. Et reformarbejde skal være hævet over fnidderet på Christiansborg og skal i princippet også række ud til dem, der skal vælge politikerne, så de får indsigt i, hvilke problemer samfundet kæmper med.

Finansminister Nicolai Wammen (S), som stod fadder til Nina Smith-kommissionen, har fået lidt at tænke over. I hvert fald minder Nina Smith finansministeren om, at manglende reformer kan vække Anker Jørgensen-spøgelset. Av, for Anker har fået en vis oprejsning under Mette Frederiksens regering:

»Vi risikerer at ryge direkte ind i en mur. Vi skal videre med reformerne, hvis vi vil bevare den velfærdsmodel, vi har, og ikke rende ind i økonomiske kriser som tilbage i 70erne med meget høj arbejdsløshed og store underskud på de offentlige finanser,« siger Nina Smith.

Den professionelle rytter Anna Kasprzak er nyt medlem af bestyrelsen i familievirksomheden Ecco. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

2. Anna Kasprzak: Ecco-datter indtager sin retmæssige plads

Overdommerne glæder sig altid, når repræsentanter for yngre generationer i Danmarks familieejede virksomheder er sig deres ansvar bevidst og indtager deres designerede pladser i ledelsen.

Senest, da tredje generation i Ecco, 31-årige Anna Kasprzak, fandt sit sæde i skovirksomhedens bestyrelse, hvor hendes mor i forvejen er formand og broderen medlem.

Anna Kasprzak har en international karriere inden for dressurridning med sig og har blandt andet været repræsentant for Danmark på dressurlandsholdet ved OL. Hun er også leder af stutteriet Future Dressage – Sport & Breeding.

Hvad har det med sko at gøre, vil nogle spørge. Ikke så meget direkte. Men der skal store mængder af mod, ambition og talent til at nå til tops i international ridesport. Og det uanset hvor dyr en hest, ens mor har købt til én.

Jan Bech Andersen er hovedaktionær i Brøndby IF, som han har pumpet en rund kvart milliard i. Endelig giver investeringen pote. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

3. Jan Bech Andersen: Nu er Brøndbys impulsive hovedaktionær da glad

Han er fodboldbossen over alle fodboldbosser og har siden 2013 skudt en rund kvart milliard kroner i fodboldklubben Brøndby. God nok er klubbens hovedaktionær, Jan Bech Andersen, vistnok styrtende rig, men alligevel – tænk, at kaste så mange gode penge efter en fodboldlodseddel. Både OB-ejeren, Niels Thorborg, og FCK-hovedaktionæren, Lars Seier Christensen, har flere penge på kistebunden end Jan Bech.

Egentlig er det meget sødt, at en dygtig erhvervsmand, der har arbejdet sig op fra næsten ingenting i rederibranchen, spenderer kassen på sin elskede hobby. Overdommerne under da også Jan Bech og Brøndby, at de endelig giver FC København og FC Midtjylland baghjul.

Om han får sin investering hjem, ved ingen. Det er nok tvivlsomt. Den børsnoterede aktie steg efter sejren, men faldt så lidt tilbage igen. Men for en mand som Jan Bech Andersen er det ikke pengene, der tæller. Nej, det er den berusende følelse af sejr, som gør ham lykkelig. Endelig efter otte lange år. Ren optur.