Arbejderbankens direktør tager ugens nedtur sammen med jernladyen, der holder fast i investeringerne i Europas sidste diktatur. Ugens optur tager pubdirektør, som lover at holde styr på fulderikkerne i det københavnske natteliv.
Overdommerne lægger uhyre stor vægt på, at alle talenter udnyttes – også kvindernes. Derfor falder arbejderbankens røde boss som en sten på ugens største nedtur. Blandt de røde seler er der ikke plads til kvinder – heller ikke når man udnævner hele tre nye bankdirektører.
Med nedad styrer jernladyen fra Industriens Pension, der i modsætning til andre banker og pensionsselskaber fører sin helt egen udenrigspolitik og holder fast i sin investering Europas sidste diktatur, Hviderusland.
På optur flyver Taxi-Trine, som glæder sig over, at taxichauffører nu skal kunne dansk, og direktør i pubkæden The Old Irish Pub, der sammen med andre aktører i branchen nu lover at gøre noget ved affald og drukmåse i de københavnske gader i Indre By.
1. Trine Wollenberg: Nu skal taxichauffører minsandten også kunne dansk
Det er ikke hver dag, overdommerne spenderer en drosche, og vi troede rent faktisk, at taxichauffører skulle kunne dansk for at få jobbet. Men efter mange års berøringsangst har nogle først nu mandet sig op til at stille dette helt indlysende krav i taxiloven.
Berøringsangsten findes dog stadig overraskende repræsenteret ved tidligere transportminister Ole Birk Olesen (LA), som kalder sprogkravet »tåbeligt«, fordi det hindrer indvandrere i at få job.
Heldigvis giver Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk Person Transport, den forvildede eksminister tørt på: »Taxichauffører har et virkelig alsidigt job, hvor rigtig meget kørsel udføres for svage og ældre borgere. For skolebørn med autisme og lignende. Helt grundlæggende er det vigtigt, at chaufføren kan kommunikere med de mennesker, man kører med.«
Frem for at brokke dig over taxiloven skulle du hellere brokke dig over indvandrere, som ikke orker at få lært dansk, Ole Birk Olesen.
2. Peder Blak: Barmænd med samfundssind på svær opgave
Efter at have fået jaget en ordentlig skræk i livet med truslen om inddragelse af natbevillinger fra Københavns Kommune melder en række kendte barejere og restauratører sig nu klar til at tage ansvar for larm, pis og affald i Indre By. Kommunen har trukket sit nattelivsudspil tilbage, og nu vil erhvervet selv tage ansvar.
Peder Blak, som er direktør hos en af byens kendteste barkæder, The Old Irish Pub, er en af fem markante aktører, som nu lægger hånden på kogepladen. Sammen med kollegerne erklærer han sig klar til at betale for såkaldte natteværter, som skal holde øje med, at kunderne opfører sig ordentligt og tager mere ansvar for oprydning og rengøring.
»Forureneren betaler« er et godt princip, som gælder for både industrivirksomheder, landbrug – og natteliv. Nu venter overdommerne spændt på, hvordan Peder Blak og kollegerne fra REKOM, Café Victor og The Jane vil ondulere larmende og opstemte fulderikker. Dér har industrien det nemmere. De skal bare bygge et rensningsanlæg.
3. Jim Hagemann Snabe: Nul disruption
Man ved snart ikke, hvem der skal være mest glad? Er det statsminister Mette Frederiksen (S), fordi hun har kapret Danmarks største nulevende erhvervsmand til at stå i spidsen for sit digitale partnerskab? Eller er det Jim Hagemann Snabe, der er formand for A.P. Møller - Mærsk A/S og den tyske industrigigant Siemens og har sæde i bestyrelsen for World Economic Forum, der skal være glad for at rykke helt tæt på den politiske magt i Danmark?
»Digitaliseringspartnerskab om Danmarks digitale fremtid« hedder Snabes nye projekt, som endnu flere fra erhvervstoppen skal engageres i.
Overdommerne er altid bekymrede, når noget lyder for godt til at være sandt. Statsministeren, som står for, at reformer ikke må gøre ondt på nogen, vil nu heller ikke have, at digitalisering skal gøre ondt på nogen, selvom vi alle i frygt og afmagt skreg »disruption« for få år siden. Mette Frederiksen og Jim Hagemann Snabe har lagt disruption i graven – nu hedder det i stedet for en acceleration af alt det, vi kender. Ikke noget at være bange for mere.
Men ingen tvivl – Snabe er et scoop.
1. Gert Jonassen: Kvinder går jo ikke med røde seler, vel?
Selvom direktøren for Arbejdernes Landsbank på overfladen ligner enhver anden finansmand med slips og jakkesæt, så afslører den gode Gert Jonassen, at han bærer usynlige røde seler under habitten – ligesom hans bestyrelsesformand, Metal-bossen Claus Jensen.
Overdommernes nagende mistanke om, at tunge socialdemokrater i 60erne ikke rigtig har forstået det der med, at det er en god idé at ansætte kvinder, har fået ny næring. Nu har den røde bankboss og hans bestyrelse i ét hug udnævnt tre – tre! – mænd til arbejderbankens direktion, der udvides fra to til fem mænd.
Gert Jonassen ser arbejderbanken som kommende SIFI-bank og har selv opdyrket de tre nye direktører internt i banken for at være på forkant med myndighedskrav. Parykken af for det, for Finanstilsynets skrappe fit & proper-regler gør det udfordrende at finde egnede folk, som slipper gennem vagthundens nåleøje.
Men hvad med diversiteten, Gert Jonassen? Findes der slet ingen kvinder i din røde bank, der duer?
2. Laila Mortensen: Jernlady fører sin helt egen udenrigspolitik
Mens Bankinvest, Nordea, Akademikerpension, Jyske Bank og Sparinvest har lagt afstand til Hviderusland, som Institut for Menneskerettigheder betegner som »Europas sidste diktatur«, og har solgt ud af hviderussiske statsobligationer, så holder Industriens Pensions jernlady, Laila Mortensen, fast i Aleksandr Lukasjenko, der har erklæret sig som præsident af Hviderusland efter et omstridt valg.
Mortensen fører sin helt egen udenrigspolitik til trods for, at EU, Storbritannien, USA og Canada har indført sanktioner over for Lukasjenko, der stod bag den påståede valgsvindel i 2020 og den efterfølgende undertrykkelse og voldelige adfærd over for den hviderussiske befolkning.
Laila Mortensen har af gode grunde ikke lyst til at forklare sig, men sender sin pressechef i byen med et budskab om, at pensionskassen »anerkender dilemmaet«. Det kan vel kun være dilemmaet i at skulle vælge mellem afkast og etik. Og her vælger Industriens Pension altså det første.
3. André Rogaczewski: Har han trukket en nitte hos Spar Nord?
Uha, en tumult det udløste, da tidligere Topdanmark-direktør Christian Sagild droppede sin bestyrelsespost i Danske Bank under henvisning til, at skrappe regler for de allerstørste banker, de såkaldte SIFIer, betyder, at han kun må have fire bestyrelsesposter i alt.
Exit Sagild og hans afløser, Finnairs topchef Topi Manner, duede heller ikke, fordi luftfartsselskabet, som er kunde i banken, står med ryggen mod coronamuren.
Men så landede den glade nyhed om, at Netcompany-stifter André Rogaczewski har fået en bestyrelsespost i en anden SIFI, nemlig Spar Nord. Ingen øjne er tørre, når Rogaczewski beretter om, hvordan banken fandt job til hans forældre, der var flygtet fra kommunismen i Polen.
Men hvad med Rogaczewskis bestyrelsesportefølje? Netcompany-bossen har seks-syv kommercielle poster. Ganske vist er der undtagelser for loftet over antallet af poster, men mon Spar Nords formand, tidligere slagteridirektør Kjeld Johannesen, har styr på det komplicerede reglement?
