Opdateret

OVERBLIK: SAS-aftale giver fred indtil september 2027

Også piloter i SAS' datterselskaber omfattes af ny aftale om overenskomst, der løber i fem og et halvt år.

Få overblik over SAS-aftalen her. Annika Byrde

Natten til tirsdag har SAS og de strejkende piloter i SAS Pilot Group indgået en aftale om en overenskomst, der afslutter strejken.

Aftalen er ikke offentliggjort, men gennem pressemeddelelser har både SAS og Dansk Metal, som de danske piloter er organiseret under, løftet sløret for dele af aftalens elementer.

Her kan du se, hvad der er kendt om indholdet af aftalen:

* Arbejdet genoptages så hurtigt som muligt.

* Aftalen løber i fem og et halvt år til september 2027.

En overenskomsts løbetid har betydning, fordi der i den tid er fredspligt. Det betyder, at det er overenskomststridigt at nedlægge arbejdet eller lockoute medarbejdere. Dermed kan det være forbundet med økonomisk straf.

* Til TV 2 siger Dansk Pilotforenings formand, Henrik Thyregod:

– Samlet set er det på løn og vilkår 25 procent ned i runde tal.

Han vil først tale med sine medlemmer, før han går i detaljer med, hvilke vilkår der er tale om, og hvor meget af den nedgang, som lønnen udgør.

* Søgsmål fra pilotforeningerne og enkelte piloter mod SAS trækkes tilbage.

* SAS skal genansætte og siden give fuldtidsarbejde til de 450 piloter, der har mistet jobbet under corona, frem mod 2024 i takt med, at aktiviteten i selskabet øges.

* Aftalen skal godkendes af de fire pilotforeninger og den amerikanske domstol, der kører SAS' proces med konkursbeskyttelse. Det forventes på plads inden for et par uger.

* Overenskomsten gælder for alle piloter, der flyver for SAS. Det er uanset, om der er tale om SAS Scandinavia eller et af datterselskaberne, SAS Link og SAS Connect.

Piloterne i de to datterselskaber er ellers organiseret i en fagforening, der ikke har været involveret i forhandlingerne om en ny overenskomst.

Kilder: Dansk Metal og SAS.

/ritzau/