OVERBLIK: Hvornår ved vi om det bliver brexit eller bremain?

Her er den samlede tidsplan over det britiske gyser-valg.

Foto: GLYN KIRK.
Læs mere
Fold sammen

Briterne slår torsdag deres kryds ved folkeafstemningen om Storbritanniens tilknytning til EU. Valgstederne åbnede klokken 7 og holder åbent helt til klokken 22 britisk tid.

De første resultater ventes omkring midnat britisk tid, det vil sige klokken 1 dansk tid. I alt vil der i løbet af natten og morgenen løbe resultater ind fra 382 lokale valgkredse samt fra Nordirland og Gibraltar.

Der offentliggøres ifølge flere britiske aviser ingen exitpolls i pressen, da de er forbundet med væsentlig usikkerhed. Nogle banker har dog lavet deres egne exitpolls. Desuden offentliggør Yougov efter valgstederne er lukket en måling foretaget på selve dagen.

Generelt ventes Nordirland, Skotland og London at stemme for at blive i EU. Også Wales ventes at stemme for at forblive i EU, mens et flertal i den østlige og midterste del af England ventes at stemme for at forlade EU. I det nordlige og sydlige England ventes der tæt på dødt løb.

Her er de vigtigste tidspunkter (dansk tid), hvor der kan ventes resultater fra afstemningen:

- Efter klokken 23: Der offentliggøres mindst to meningsmålinger, heraf en fra Yougov. Der er dog ifølge britiske medier ikke tale om exitpolls. Yougovs måling er foretaget på selve dagen.

- Omkring klokken 1: De første resultater løber ind fra Gibraltar og Scilly Isles

- Omkring klokken 1.30: Det første større byområde - formentlig Sunderland - ventes at komme med resultater. Sunderland-kredsen ventes at vise et flertal til brexit. Er forspringet 6 pct.point vurderer valgeksperter, at der bliver tale om tæt løb.

- Omkring klokken 3: Den første store bølge af resultater ventes at løbe ind. Skotske resultater ventes at styrke forbliv-siden.

- Omkring klokken 4: Omkring to femtedele af resultaterne ventes at være løbet ind.

- Omkring klokken 4.30: Det overordnede billede kan være klart, vurderer en valgekspert over for Financial Times. Omkring 200 valgkredse bør være kendt på det tidspunkt.

- Omkring klokken 5: En ny bølge af resultater fra omkring 88 valgkredse ventes offentliggjort.

- Omkring klokken 6: Omkring 90 pct. af resultaterne bør være offentliggjort.

- Omkring klokken 7: Nyhedsmedier bør have offentliggjort ret faste valgprognoser for resultatet. Hvis ikke er afstemningen meget tæt.

- Omkring klokken 8: De sidste resultater ventes at løbe ind. Ansvarlig for stemmeoptællingen - Jenny Watson - vil annoncere resultatet.

Kilder: The Guardian, der referer til den uafhængige valgkommission, Financial Times, The Independent og The Telegraph.