Under coronapandemien har Norwegian og den samlede flybranche været hårdt ramt af færre passagerer.
Men de seneste måneder har pilen peget i den rigtige retning. Den udvikling er fortsat i oktober, viser de seneste trafiktal fra det norske selskab.
I oktober har Norwegian fløjet med 1,2 millioner passagerer. Det er en stigning på næsten 900.000 passagerer i forhold til samme måned sidste år.
Derudover er det første gang, siden pandemien brød ud, at Norwegian har haft mere end en million passagerer om bord på sine fly i løbet af en måned.
- Dette er sjette måned i træk, der viser en stigning i antallet af passagerer, og vi er meget glade for at se, at rejselysten også ser ud til at holde sig på et højt niveau i vintersæsonen.
- Nu ser vi også, at især storbyerne er på vej tilbage igen, siger Geir Karlsen, der er koncernchef i Norwegian, i en pressemeddelelse.
Som følge af corona og eksisterende økonomiske problemer måtte Norwegian i løbet af pandemien skære i sine ruter.
På et tidspunkt var det primære fokus indenrigsruter i Norge.
Men siden er der kommet bedre styr på økonomien, og passagerer er vendt tilbage, i takt med at restriktioner fra corona er blevet lempet eller ophævet.
Det har ført til, at Norwegian igen tilbyder direkte flyvninger til destinationer i både Norden og resten af Europa.
I oktober har Norwegian haft 48 fly i drift. Næsten alle - 99,9 procent - af de planlagte flyvninger er blevet gennemført i måneden.
Belægningsgraden, der fortæller, hvor god Norwegian har været til at fylde sine fly, har i oktober ligget på 82,7 procent. Det er 27 procent højere end sidste år.
/ritzau/