Organisationer: Ministeren skal ikke blande sig

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsens (K) udtalelser om overenskomster skaber uro. Fagforbund beder ham om at tie stille. Arbejdsgivere irriterede.

Vi skal nok blive enige om en ansvarlig løsning, så det vil klæde ministeren ikke at blande sig. Flere organisationer reagerede mandag skarpt på økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsens (K) udtalelser om, at de igangværende overenskomstforhandlinger helst skal ende med en ansvarlig løsning.

Ministeren sagde i weekenden, at han ikke ville blande sig, men advarede i samme åndedrag forhandlerne om, at de nye overenskomster ikke må skade den danske konkurrenceevne.

- Det vil klæde Bendt Bendtsen, hvis han ikke begynder at blande sig. Både arbejdsgivere og lønmodtagere ved, hvad det handler om, og ingen vil save den gren over, som vi sidder på. Forhandlingerne bliver afklaret på en forsvarlig måde, men det ændrer ikke ved, at der er noget at hente for os, og det skal man ikke tale ned på forhånd, siger Bjarne Nielsen, næstformand i HK/Privat.

Erhvervsorganisationen HTS er også irriteret, men vil ikke udtale sig for ikke at "skabe mere uro om forhandlingerne"

/ritzau/