Optimisme hos betonproducent

Læs mere
Fold sammen
Måske skyldes det de forestående kommunesammenlægninger. Måske er det den lave rente, der driver udviklingen.

Under alle omstændigheder mærker A/S Midtjydsk Betonvare- og elementfabrik i Herning øget efterspørgsel.

- Jeg kan ikke sige præcist, hvad der er årsagen, men i hvert fald virker bygherrerne optimistiske, siger direktør Henrik Johannesen, Midtjydsk Betonvare- og elementfabrik.

Virksomhedens seneste årsregnskab er netop blevet offentliggjort, og det viser en let vigende omsætning, men til gengæld et stigende resultat på bundlinien. Resultatet er opnået med færre medarbejdere og i et marked, der er præget af benhård priskonkurrence.

Lave priser

Ifølge Henrik Johannesen har der været tale om ekstremt lave priser det seneste år. Det skyldes, mener han, at flere betonproducenter har ondt i økonomien, hvorfor de prissætter deres produkter meget lavt.

- Det er lidt ærgerligt. Det er ikke fordi, jeg har noget imod sponsorater, men man kunne jo godt starte med at sætte fokus på forretningen. Bagefter kan man jo så sætte pengene ind på sponsorkontoen, siger han .

Midtjydsk Betonvare- og elementfabrik, der fremstiller lodrette betonelementer til industrihaller, andet erhvervsbyggeri og etageejendomme, har domicil på Vardevej i Herning som genbo til Skandinaviens største messecenter, Messecenter Herning.

Den midtjyske betonproducent har da også haft et årelangt samarbejde med genboen lige siden messecentrets runde hal blev opført for mange år siden.

Senest har Midtjydsk Betonvare- og elementfabrik været involveret i byggerier på den anden side af vejen, da den nye hal M, landets største søjlefrie hal, blev opført for et år siden.

Virksomheden kan dog ikke leve af sine genboer. Tværtimod kommer midtjyderne over hele landet.

Henrik Johannesen udtrykker tilfredshed med de opnåede resultater i det forgangne regnskabsår det hårde marked taget i betragtning.