Opkøb til IP-telefoni

Dansk Bredbånd - det tidligere Bredbåndsbolaget - har for millionbeløb købt lille Supertel for at kunne tilbyde sine kunder IP-telefoni fra oktober.

Firmaet Dansk Bredbånd, der tidligere var kendt som en del af det højprofilerede, ambitiøse svenske Bredbåndsbolaget, har været på indkøb.

For et ikke specificeret millionbeløb har man købt den lille københavnske virksomhed Supertel med bare tre medarbejdere.

Dansk Bredbånd, der står for et af Danmarks mest ambitiøse bredbåndsudspil, men foreløbig mest har oplevet underskud (sidste år 21,5 mio. kroner), køber Supertel for at få tilført ekspertise til allerede fra oktober i år at kunne tilbyde sine kunder såkaldt IP-telefoni. Med IP-telefoni kan telefonssamtaler føres på internettet, uden om det dyrere telefonnet.

Det er meningen, at Supertel skal fortsætte forholdsvis uændret med samtidig at sælge sine ekspertise til andre.

Supertel er i modsætning til sin nye ejer i pæn økonomisk forfatning - med et meget beskedent underskud i fjor.

Dansk Bredbånd hævder at have Danmarks mest »ægte« bredbånd i samarbejde med bl.a. en række af landets energiselskaber, og selskabet opnåede sidste år en slags ridderslag ved en meget stor kapitaltilførsel, således at bl.a. ATP, Dansk Kapitalanlæg og InnFond nu står bag aktiekapitalen på 55 mio. kr. efter en udvidelse på 48 mio. kroner.

Dansk Bredbånd opgiver i sit regnskab ikke omsætning, men beretter om positive forventninger til 2004 og en stor likviditet.