Da Elon Musk åbnede sin blazer, kom hans T-shirt med teksten »tech-support« til syne.
»Hvor skørt det end må lyde, er det næsten bogstaveligt talt det, DOGE-teamet er ved at gøre ved at fixe statens computersystemer,« sagde rigmanden, da han deltog i sit første kabinetsmøde i Det Hvide Hus.
Resten af forsamlingen griner ad vittigheden, og Donald Trump smiler selvtilfreds.
Han har nemlig tilført Elon Musk endnu et magtmiddel i hans ledende stilling i effektiviseringsministeriet DOGE, der nu får beføjelse til at gennemgå føderale kontorer og afdelingers udgifter og granske, hvor sparekniven kan svinges.
Men ordren fra præsidenten gør også, at disse afdelinger skal indføre systemer, der kan overvåge hver eneste af deres udgifter og stille en begrundelse for dem til rådighed.
Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.
Alternativt kan du se indholdet på truth-social
Effektiviseringsministeriet bliver fremført som en succes, der har sparet milliarder af dollar allerede.
Og Trump bakker foreløbig entydigt op om Musk, også selv om han ved kabinetsmødet onsdag jokede med at »smide ham ud« af regeringen, hvis utilfredsheden breder sig.
Men det er ikke hele historien.
Konturerne af et opgør begynder at tegne sig. Vi hører nu de første kritiske røster fra egne rækker, og denne uge sagde en større gruppe DOGE-medarbejdere op i protest.
»Vi har aflagt en ed om at tjene det amerikanske folk og overholde vores troskabsed over for den amerikanske forfatning på tværs af præsidenters administrationer. Det er imidlertid blevet klart, at vi ikke længere kan leve op til de forpligtelser,« skriver de ifølge AP.
Ifølge Musk selv er der ingen tvivl om, at DOGE har sin berettigelse.
Målet er klart, og uden ham er risikoen stor og faretruende.
»Hvis dette fortsætter, vil landet de facto gå bankerot,« sagde Elon Musk på kabinetsmødet i går.
Det erklærede mål lyder at nedbringe statsunderskuddet med en billion dollar, og USA skal spare fire milliarder dollar dagligt indtil september.
»Hvad lavede du i sidste uge?«
Elon Musk har fra start vakt forargelse med den hårdføre stil, han har lagt for dagen i DOGE.
Afskedigelser af statslige medarbejdere var kun begyndelsen, for siden har Musk også sendt mail med teksten »Hvad lavede du i sidste uge?«, hvor han beder ansatte gøre rede for deres resultater. Kunne man ikke det, blev det betragtet som en opsigelse.
Fra de føderalt ansattes fagforening AFGE lød det i den forbindelse:
»Endnu en gang har Elon Musk og Trump-administrationen vist deres totale foragt for føderalt ansatte og de nødvendige tjenester, som de leverer til det amerikanske folk.«
Selvom Musks strategi bliver fremhævet som en stor succes af præsidenten selv, er det en sandhed med modifikationer.
Statsansatte inden for blandt andet atomsikkerhed og fugleinfluenza, der i øvrigt vækker stor bekymring i USA, er blevet genansat, nærmest før blækket på opsigelsen var tørt.
Trump har erklæret et opgør med woke-bølgen, som også Elon Musk har taget på sig. Ved at skære i klima og DEI-tiltag om inklusion og diversitet på statslige arbejdspladser udtalte Musk, at DOGE havde sparet den amerikanske stat for mere end en milliard dollar.
The Wall Street Journal er gået tallene efter i sømmene, og det viser sig, at woke-besparelserne kun udgør en meget lille del.
Der hører til gengæld langt flere forskningsansatte blandt dem, der har fået en tur med sparekniven.
Under beskrivelsen »administrative udgifter« har DOGE eksempelvis sparet mere end 60 ansatte væk, der arbejdede med at udvikle behandling til Alzheimers, hjerneskademedicin og kroniske lungesygdomme.
Og trods den ihærdige indsats viser foreløbige tal ikke, at udgifterne til statsbudgettet er blevet mindre, og eventuelle besparelser bliver vejet op af større udgifter til blandt andet sundheds- og pensionssystemet.
Opgøret ulmer
Men utilfredsheden med Elon Musk bliver mere og mere udtalt.
Rigmanden satte selv ord på det i et opslag på X, hvor en bruger skrev, at Elon Musk blot er ude efter dem, der »fejlhåndterer dine penge«.
Til det svarede han med en emoji af en dartpil i bull's eye. Dernæst kommentaren:
»Og de vil slå mig ihjel for det. Det er sådan, du ved, det er en stor ting.«
Tirsdag kunne man læse, at 21 ansatte i DOGE havde indleveret en fælles opsigelse.
De ville efter eget udsagn ikke bruge deres faglighed til at »nedbryde afgørende offentlige tjenester«.
Også fra Trumps egne rækker er der spæde tegn på et opgør.
Republikaneren Nicole Malliotakis siger til CNN, at tingene sker i ualmindeligt høj hastighed for tiden.
»Vi er nødt til at tage et skridt tilbage og sikre, at vi gør tingene på en måde, så vi udrydder affaldet, svindlen og misbruget og dårlig forvaltning, hvilket gør programmerne effektive, men ikke resulterer i utilsigtede konsekvenser.«
Flere republikanske vælgermøder, der består af en ellers loyal forsamling MAGA-tilhængere, er gået op i kaos.
Borgerne er vrede, de råber, afbryder og protesterer over de mange afskedigelser.
På en video fra et vælgermøde i Belton kan man høre den republikanske repræsentant Mark Alford forsøge at overdøve en højlydt forsamling borgere.
»Jeg har en familie,« kan man høre en af de fremmødte råbe.
»Gud har en plan,« lød Mark Alfords spinkle forsøg på at berolige borgerne på vælgermødet.
Hvis det ikke er nok, kan de til gengæld være sikre på, at Elon Musk også har en plan.