Om et halvt år går det løs: Sådan rammer »det største event nogensinde« København

Til sommer bliver det måske største event nogensinde afholdt i Danmark. Det danske herrelandshold i fodbold spiller alle sine tre gruppekampe i København. Her er, hvad det kommer til at betyde for hovedstaden.

Danmark er klar til EM på hjemmebane i juni. Men hvad kommer slutrunden til at betyde for København? Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Forberedelserne har været i gang siden januar 2017. Om mindre end et halvt år skal de forløses.

Europamesterskaberne i herrefodbold 2020 skydes i gang 12. juni, og allerede dagen efter spiller Danmark sin første kamp mod Finland på dansk jord.

Årets slutrunde bliver noget anderledes end vanligt. For at markere turneringens 60 års jubilæum bliver den afholdt i 12 forskellige værtslande, og Danmark er et af dem.

Men hvad betyder det, at en stor fodboldslutrunde kommer til København?

»Jeg mener, at det er det største event nogensinde afholdt i Danmark. Det er selvfølgelig subjektivt og kan måles på både økonomi, interesse eller folkefest. Det bliver i hvert fald en enorm folkefest,« siger Lene Kryger, der er administrerende direktør for Euro2020, som arrangerer slutrunden.

Lene Kryger, adm. direktør Euro2020

»Fanzoner ligner ofte hinanden, men vi skal sikre, at der kan mærkes forskel på at være i København, Dublin eller Baku.«


Hun fortæller, at en af de helt store omvæltninger i byen bliver på Ofelia Plads lige ved Skuespilhuset, hvor der skal være fanzone gennem 31 dage.

»Fanzonen, der officielt hedder Football Village, er vores platform til at fremvise det bedste, København har at byde på sammen med de danske værdier. Det skal være sådan, at de tilrejsende fans både får en EM-oplevelse og oplevelsen af København og Danmark,« siger Lene Kryger.

»Fanzoner ligner ofte hinanden, men vi skal sikre, at der kan mærkes forskel på at være i København, Dublin eller Baku,« tilføjer hun.

Københavnsk minifestival

Den officielle fanzone på Ofelia Plads bliver inddelt i de tre temaer »parklife«, »streetlife« og »beachlife«.

»Parklife« er inspireret af byens grønne oaser, og der vil blive mulighed for at spille fodbold på en særlig bane på pladsen. »Streetlife« er inspireret af brokvartererne, især Nørrebro. »Beachlife« centrerer sig blandt andet om en midlertidig badezone ved Ofelia Plads, hvor der vil være strandområde, liggestole og beachvolley.

»Jeg tror, det bliver kæmpestort. Fodbold er jo på mange måder den største sport, og det kan være med til at samle nationen på tværs af øvrige interesser, alder og andre ting. Derudover vil folk fra hele Danmark søge mod hovedstaden, ligesom vi forventer, at både svenskere, nordmænd og finner vil strømme til København,« forklarer Lene Kryger.

Hun fortæller, at der skal være aktiviteter og liv på Ofelia Plads gennem hele måneden, hvor slutrunden løber. Hun sammenligner det med en minifestival, hvor der både vil være ting at tage sig til under de store og små kampe, men også når der ikke er kampe.

Danmark spiller selv med i alle EM-kampene i Københanv i gruppespillet, så der vil formentlig komme færre tilrejsende fans end ved for eksempel VM i ishockey, der blev afholdt i København i 2018. Til gengæld vil der komme masser af danske fans til kampene. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Mellem 12.000-21.000 udenlandske fans

Lars Lundov er direktør i Sport Event Denmark og har dermed både været med til at få slutrunden til Danmark og planlægge den. DBU og Københavns Kommune har også spillet nøgleroller. Lars Lundov fortæller, at man har estimeret en udenlandsk turismeomsætning på mellem 150 og 260 mio. kroner. Den vil formentlig ende i den lave ende, da Danmark spiller med i alle kampene i København i gruppespillet, hvilket giver færre kampe til udenlandske hold og deres tilrejsende fans.

Det betyder dog omvendt, at omsætningen fra danske fans vil stige. Det er estimeret, at der vil komme mellem 12.000 og 21.000 fans fra andre lande til byen pr. kamp.

»Det er verdens største sportsgren, og det vil selvfølgelig generere stor opmærksomhed og stor interesse. Jeg tror, at det bliver fuldstændig magisk, når det danske landshold skal spille tre kampe i Parken,« siger Lars Lundov.

Han sammenligner sommerens slutrunde med VM i ishockey, der blev afholdt i Danmark i 2018. Her var der hele 64 kampe på dansk jord i modsætning til kun fire fodboldkampe.

»Fodbold er i en liga for sig, så den generelle interesse vil nok være større, og det vil fylde mere i Danmark end VM i ishockey gjorde, selv om det var en stor succes. Omvendt genererede udenlandske gæster mere omsætning i Danmark til VM i ishockey, end vi kommer til at se til sommer,« siger Lars Lundov.

1.300 frivillige

Der er en række krav fra UEFAs side, som København og Parken skal overholde. Eksempelvis supporterer UEFA med at passe græstæppet på stadion i løbet af foråret, for at det har de helt rette standarder til slutrunden.

Der er også installeret backup-elektricitet i Parken, så hvis strømmen i hele København går, vil der stadig være lys på stadion.

Lene Kryger fortæller samtidig, at der er hele 80 ansatte samt 1.300 frivillige under slutrunden. Derudover kommer UEFA med 80 medarbejdere, ligesom der vil være omkring 70 ekstra medarbejdere tilknyttet på kampdagene.

»Det er langt flere end til noget andet event, der har været afholdt i Danmark,« siger Lene Kryger.

Der er stadig en række forberedelser, som skal foretages i løbet af foråret frem mod slutrundens startfløjt. Eksempelvis planlægger man, hvilke metrostationer der vil blive brugt ved kampene i Parken, ligesom den officielle fan-app skal guide forskellige nationers fans i bestemte retninger før og efter kampene for at sikre så gnidningsfri trafik som muligt.