Oliepriserne falder stadig efter melding fra Saudi-Arabien

Saudi-Arabiens olieproduktion vil inden udgangen af september være tilbage på samme niveau som før weekendens angreb mod to af landets olieanlæg.

Det sagde den saudiske energiminister, prins Abdulaziz bin Salman, på en pressekonference tirsdag.

Han oplyste også, at Saudi-Arabien har genoprettet den normale dagsforsyning af olie ved at trække på sine olielagre.

Efter meldingen faldt prisen på olie med omkring 6 pct. på råvarebørsen i New York.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 64,43 dollar mod 64,69 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 59,02 dollar mod 59,10 dollar tirsdag eftermiddag.

»Der er fortsat stor risiko for konflikter på oliemarkedet, hvilket også vil medføre store udsving i oliepriserne, da ethvert tiltag fra USA og Saudi-Arabien vil møde modstand og tilsvarende modangreb,« siger Edward Moya, der er senioranalytiker i Oanda, til Reuters.

Lørdag blev to store olieanlæg i Saudi-Arabien udsat for et angreb med droner, som angiveligt var udstyret med sprængstoffer. Angrebene har mere end halveret landets produktion af olie og mindsket verdens daglige forsyning med næsten 6 pct.

Det udløste mandag en prisstigning på råolie på omkring 15 pct. På et tidspunkt lå prisen hele 20 pct. højere, men faldt så tilbage igen, da USA's præsident, Donald Trump, meddelte, at hvis det skulle blive nødvendigt, ville USA forsyne markederne med olie fra landets strategiske oliereserver.

Det er fortsat uklart, hvem der er ansvarlig for lørdagens droneangreb. Houthi-oprørerne i Yemen, som bekæmpes af en koalition anført af Saudi-Arabien, har sagt, at de står bag.

USA mistænker derimod Iran for at have udført angrebet.

Onsdag morgen koster en troy ounce guld 1502,86 dollar mod 1501,98 dollar tirsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber onsdag morgen 5834 dollar mod 5827 dollar tirsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS