Olien er »svinebillig«

Olieprisen er - renset for inflation - stadig kun det halve i forhold til oliekrisen i 1981. Olie er også billigere end masser af andre råvarer.

Tankeren ud for Bahrains kyst indeholder det sorte guld: Olieprisen er nok høj for tiden, men stadig billig sammenlignet med krisen først i 1980erne. Foto: Hamad I Mohammed/Reuters
Læs mere
Fold sammen
Verdens billigste flydende handelsvare - det kan olie med god ret kaldes. Også selv om medierne for tiden er fyldt med fortællinger om rekordhøje priser på det klæbrige stof, der i de seneste uger er steget til over 40 dollar per tønde.

Det lyder af meget i forhold til de priser på 30 og visse tilfælde også 15 dollar, som var en realitet for få år siden. Men rent faktisk var olieprisen målt i 2004-priser dobbelt så høj i 1981.

Så det kan med en vis ret hævdes, at olie fortsat er »dirt cheap,« som en ekspert sagde til National Geographic for nylig.

Den rene oliepris uden afgifter, avancer til forhandlere med videre er da også helt nede omkring beskedne halvanden til to kroner literen.

En tønde olie indeholder således 159 liter og forhandles lige nu på de internationale råvaremarkeder til højst 44 dollar.

Med en dollarkurs på 6,20 kroner svarer det til bare 1,72 kroner for én liter. Udsalgsprisen til forbrugerne er selvsagt meget højere, men det skyldes avancer til mellemforhandlere, forarbejdning, og ikke mindst, at politikerne brandbeskatter brændstoffer.

Billigere end mælk
Benzinen pålægges energiafgifter og moms, og fyringsolien også en CO2-afgift. Det bringer udsalgsprisen på én liter benzin op på tæt ved ni kroner, og 1.000 liter fyringsolie koster i nærheden af 6.500 kroner.

Men selv det er ikke voldsomt. Priserne var lige så høje i 2000, og set i forhold til folks lønninger skal der i dag arbejdes mindre end før for at få råd til at fylde benzintanken eller olietanken hjemme i parcelhuset.

Selve råvareprisen på 1,72 kroner er også helt ekstremt billig. Kildevand hos Irma - på tilbud - koster for tiden 4,44 kroner per liter, en liter mælk koster over seks kroner, og en liter Coca Cola i billigste tilfælde også omkring seks kroner.

Vel er det i udsalgspris, men alligevel...

Vi burde faktisk glæde os over, at en af verdens mest eftertragtede råvarer ikke er langt dyrere, end tilfældet er. Efterspørgslen er da heller ikke påvirket i nævneværdig grad af de aktuelle priser. Smertegrænsen er åbenbart langt fra nået - endnu.