Olie og pulver erstatter fløde i danske softice

Det meste softice, der sælges i Danmark, indeholder ikke fløde eller ægte vanilje. I stedet er det lavet af planteolie og skummetmælkspulver.

De fleste softice, der langes over isbodernes diske under den regngrå danske sommerhimmel, er lavet uden hverken fløde eller ægte vanilje. Det viser en ny undersøgelse fra aktive forbrugere.

For eksempel bruger Frisko vegetabilsk fedt, det vil sige planteolie, og skummetmælkspulver i stedet for fløde, mens Nestlé bruger aroma som erstatning for vanilje.

- Det er beklageligt, at store softice-producenter som Frisko og Nestlé har droppet de oprindelige råvarer og benytter tvivlsomme og billige erstatninger i stedet, siger Klaus Melvin Jensen, der er kampagneleder i Aktive Forbrugere.

Han mener, at erstatningsprodukterne forringer smagen af den bløde is og anbefaler, at isglade danskere i stedet køber softice fra mindre producenter som Polar Is og Hansens Flødeis, der bruger ægte fløde og vanilje.

/ritzau/