Olie og gas- pionér takker af efter 25 år

John Sørensen, 45 år, afløser Dan Madsen som chef for Rambøll Olie & Gas, der vil nå 1200 medarbejdere de næste tre år.

Læs mere
Fold sammen
Efter godt 25 år i Rambøll Olie & Gas, de seneste år som adm. direktør, trækker 63-årige Dan Madsen sig tilbage som led i et planlagt generationsskifte og overlader roret til John Sørensen, 45 år.

John Sørensen er godt klædt på til at overtage topposten i virksomheden. Han har stor erfaring inden for koncernen og har arbejdet tæt sammen med Dan Madsen i fem år som viceadministrerende direktør, siden i fjor som medlem af direktionen.

- John og jeg har i løbet af de sidste år arbejdet målrettet på at gøre det planlagte generationsskifte så gnidningsfrit så muligt, og jeg har fuld tillid til, at John vil kunne forsætte den positive fremgang, siger Dan Madsen.

John Sørensen har været ansat i Rambøll Olie & Gas siden 1986. Han er manden bag flere af firmaets helt store ordrer, og han har haft ansvaret for den daglige drift af enhedens kontorer i Danmark, Norge, Qatar, Abu Dhabi og Indien.

- Jeg glæder mig til de mange udfordringer, der ligger forude, og har fuld tillid til, at vi trods krisen vil kunne gennemføre vores ambitiøse vækststrategi, der lyder på en forøgelse af medarbejderstaben fra 650 til 1200 og en fordobling af omsætningen fra en halv til en hel milliard inden for de næste tre år, siger John Sørensen.

John Sørensen tiltrådte som adm. direktør 1. januar 2009.

Dan Madsen vil fortsætte som konsulent i Rambøll Olie & Gas på nedsat tid. Hovedkontoret for Rambølls olie & gas aktiviteter vil fortsat være i Esbjerg.