Oleg Tinkov kan godt lide at være underdog

Den russiske forretningsmand Oleg Tinkov er vant til at vække opsigt, ikke mindst som ejer af cykelholdet Tinkoff-Saxo Bank, hvor hans sammenstød med den nu afgående sportslige leder Bjarne Riis er velkendte. Hvad driver den selvskabte milliardær, og hvor har han sine penge fra?

Foto: NICOLAS BOUVY.
Læs mere
Fold sammen

»Jeg er som alle andre.«

Titlen på Oleg Tinkovs selvbiografi antyder en ganske almindelig mand, som blot har formået at skabe sine egne muligheder og arbejdet hårdt for sagen.

Det er i hvert fald det budskab, han gerne selv ville formidle med bogen, skriver den russiske forretningsmand i forordet: En opfordring til unge russere om at blive deres egen lykkes smed og springe ud som iværksættere.

Selv bliver han ganske flatteret, når han sammenlignes med vennen, den britiske iværksætter Richard Branson, der i øvrigt også har skrevet forord til bogen. Og en del har de da også tilfælles:

Begge er serieiværksættere med hang til at banke forretninger op og sælge dem videre, ofte når det er begyndt at gå lidt ned ad bakke for forretningen.

Begge dyrker deres personlige branding og deltager gerne i reklamer for deres egne virksomheder – Tinkov med Tinkoff-brandet og Branson med Virgin-brandet.

Begge ynder også at fremstå som underdogs – som mænd lidt uden for det etablerede system.

Og begge hælder med stærkt blandet held penge i deres store private passioner – for Tinkov cykelsport og for Branson Formel 1-racerløb (når ikke han har gang i luftballoner og rumfartøjer).

Men helt almindelig er Oleg Tinkov ikke.

Foto: Nils Meilvang. Fold sammen
Læs mere

Tinkov er blevet beskrevet som en russisk oligark af de tunge, men det rækker hverken hans indflydelse eller formue til. Læser man Forbes’ rigmandsliste, skal man i seneste udgave helt ned til nummer 1.201, før man finder den selvskabte russiske milliardær med en anslået formue på godt 1,4 mia. dollar. Til sammenligning har de rigtig store russiske kanoner som stålkongen Alisjer Usmanov, der er delejer af fodboldklubben Arsenal, og Roman Abramovitj, der ejer af fodbolfklubben Chelsea, begge omkring 14 mia. dollar på kistebunden.

I det ocean er Tinkov en lille fisk.

Nok har han boliger i både Rusland, Italien og Californien. Men han plejer ikke omgang med de superrige oligarker eller med Kreml-toppen. Og han har i modsætning til oligarkerne ikke tjent sine penge på at udnytte landets råvareressourcer eller beskæftige sig med politisk følsomme brancher som netop olie, gas og andre råvarer eller medier.

»Olie og frihed går måske ikke så godt i spænd. Men øl og frihed går godt i spænd,« udtalte han sidste år i et interview som en forklaring på, at han har holdt sig helt ude af enhver branche, hvor den russiske stat har en stærk interesse, eller hvor der er risiko for, at der går politik i det. Frihed er i det hele taget et begreb, han konstant vender tilbage til.

Oleg Tinkov voksede op i Sibirien som søn af en minearbejder, men besluttede efter en kort periode i samme job, at det skulle han i hvert fald ikke være. En privat tragedie gjorde også, at han ville væk fra Sibirien: En grum bilulykke, hvor hans kæreste og en anden passager blev dræbt.

Under studier på det daværende Lenin-grads mineinstitut i slutningen af 1980erne fik han øjnene op for sortbørshandel med mangelvarer – eller »deficitvarer«, som man dengang kaldte det – alt fra jeans over printerpatroner til kaviar, som han skaffede billigt og solgte videre til to-tredobbelt pris eller mere. Det var i årene under Gorbatjovs perestrojka og glasnost, og sådan var der en del russere, der ernærede sig.

Han har siden udtalt, at netop denne generation af russere har skilt sig ud ved at besidde et drive som iværksættere, han savner hos senere russiske generationer.

»Min generation, der blev moden med perestrojka ... vi har gjort noget med vores liv.«

Efter Sovjetunionens sammenbrud slog han over i at blive lovlydig forretningsmand med import af elektroniske varer, som han solgte i butikskæden TechnoShock og senere musikkæden MusicShock. Men han var dog ikke mere lovlydig, end at han lånte penge af kriminelle bander - efter eget udsagn, fordi renten var lavere end hos de russiske banker.

Det gik så strygende godt, at Tinkov satte næsen op efter det helt store eventyr og rykkede til Californien. Eventyret udeblev dog, og Tinkov rejste hurtigt hjem igen. Men ikke uden nogle indtryk i bagagen, som skulle vise sig afgørende for hans videre karriereforløb: Han havde set sit første kreditkort, han havde smagt øl fra et mikrobryggeri, og han havde smagt friheden i San Francisco.

Herefter begyndte så det mønster, som Oleg Tinkov siden har fulgt med at sælge sine virksomheder fra – gerne når de begynder at skrante lidt – og starte nye forretninger op. TechnoShock og MusicShock fik han godt syv mio. dollar for at afhænde i 1997, og det næste foretagende, Darja, med produktion af frosne fødevarer, blev allerede solgt videre i 2001. Køberen var en vis herre ved navn Roman Abramovitj – og salgsprisen på godt 21 mio. dollar gjorde et stort indtryk på Oleg Tinkov, der i den grad havde fået vakt appetitten.

»Når jeg modtager pengene (for at sælge en virksomhed), kompenserer det for tristheden (over at give slip). Jeg åbner min bankkonto og ser pengene og tænker: Wow, det er fair nok,« udtalte han for nogle år siden til Financial Times.

Så gik turen videre til et mikrobryggeri og en kæde af ølrestauranter under navnet Tinkoff, der siden har været hans foretrukne brand og i dag pryder hans bank, Tinkoff Credit Systems, såvel som hans netreklamefirma Tinkoff Digital. Foruden selvfølgelig det berømte cykelhold, Tinkoff-Saxo Bank, og hans første forsøg på at drive et professionelt cykelhold i 2006-2008.

Det var også bryggeriet, der for alvor gjorde Oleg Tinkov velhavende. Det blev i 2005 solgt til den belgiske bryggerikoncern InBev. Salgspris: 167 mio. euro. Restauranterne blev solgt i 2009.

Siden har han primært fokuseret på Tinkoff Credit Systems, der beskæftiger sig med udstedelse af kreditkort og onlinetransaktioner. Men han afviser heller ikke tanken om, at banken sælges. Allerede i 2013 dukkede der en melding op på hans Facebook-side om, at han havde planer om at starte et flyselskab op. Banker og flyselskaber – også her ligner Oleg Tinkov altså Richard Branson.

Formuen til trods, er Oleg Tinkov ikke en herre, som smider om sig med penge, og han forventer noget af det, han betaler for. Det gælder også – især – hans engagement i cykelsport, som er hans store personlige projekt. Og det selv om det er velkendt, at rigmænds investeringer i sport sjældent er et særligt rentabelt foretagende og fortrinsvis er drevet af personlige snarere end forretningsmæssige årsager.

»Jeg har en lille forretning ... Hvis banken kommer i problemer, vil jeg blive nødt til at droppe holdet,« udtalte han sidste år ved juletid til Bloomberg TV, da han blev spurgt om sit engagement i cykelholdet Tinkoff-Saxo Bank.

I samme interview brød han ud i et stort grin, da intervieweren kaldte ham lige dele produktiv og provokerende – blandt andet en hentydning til hans mange udgydelser på sociale medier som Facebook og Twitter, hvor han gerne hudfletter Tinkoff-Saxo-ryttere, som ikke skønnes at leve op til, hvad han betaler dem for. Han er en hård arbejdsgiver.

Foto: Nils Meilvang. Fold sammen
Læs mere

Er der noget, Oleg Tinkov heller ikke kan lide, så er det at føle sig nedgjort som russer og specielt som nyrig russer.

»Alt, hvad jeg har opnået, er skabt fra bunden ... Ikke alle russere er skurke. Vi tager risici, fordi det miljø, vi tidligere levede i, var sådan. Og vi er ligefremme og mere ærlige,« udtalte han i 2012 til Reuters.

Men samtidig spiller han også op til det stereotypiske image. Som da han under et besøg i København så Havfruen og udbrød – med endnu et stort grin – at han ville kunne lide hende bedre, hvis hun var lavet af guld. Eller som når han på Twitter har udgydt, at han væltede sig i bourgogne og langbenede ludere.

Og i næste åndedræt erklærer han så, at han betragter sin kone og sine børn som sin største succes.

Helt almindelig er Oleg Tinkov ikke.