Offensiv koster på bundlinjen

Den irske lavprisgigant fortsætter fremgangen, men dystre forventninger til fremtiden chokerer markedet.

Læs mere
Fold sammen
Lavprisgiganten Ryanair synes på vej ind i det dybeste lufthul i selskabets historie.

Ganske vist fortsætter det irske selskab med aflæggelsen af tredjekvartalsregnskabet den vanlige, voldsomme fremgang. Resultatet efter skat er således steget med ti procent til 354 mio. kr. sammenlignet med sidste år.

»Vi er meget tilfredse med den stærke vækst i passagertallet og i indtjeningen, hvilket viser, at vores strategi med hurtig udvidelse med nye baser og nye ruter er en succes,« siger Ryanair-topchef Michael O´Leary.

Til gengæld erkender selskabet nu offentligt, at den aggressive jagt på nye passagerer begynder at gøre ondt. For at tiltrække yderligere kunder fra konkurrenterne vil Europas største lavprisflyselskab skære i priserne, og derfor forventes hele regnskabsårets indtjening at falde med 10 pct., oplyser Ryanair.

Dermed vil årets resultat blive på 215 mio. euro mod sidste års 271 mio. euro.

Meddelelsen har chokeret investorerne, og aktien blev straks fra morgenstunden sendt til tælling med en nedgang på 23 pct.

»Mange har set lavprisselskabernes vækstpotentiale som uden grænser, men meldingen må ses som et endegyldigt bevis på, at branchen ikke er uden grænser,« siger luftfartsanalytiker Dominique Edridge fra Comerzbank i London.

Ryanair har oplevet en stigning i passagerer på 54 pct. i de tre måneder op til december til 6,1 mio. passagerer.