Østrigsk indeks årets bedste

Læs mere
Fold sammen
Tirsdagens sene kursfald til de amerikanske børser betød negativ åbning på de fleste børser i Europa. Den negative stemning, der i høj grad byggede på øget frygt for international terrorisme, holdt ved dagen igennem og 14 ud af de 17 vesteuropæiske hovedindeks endte i rødt.

Det var specielt forsikrings- og finansaktierne, der trak ned, med fald til bl.a. den hollandske finansgigant ING (- 2,6 pct.) og Münich Re (- 1,0 pct.). Frankrigs største forsikringsselskab Scor SA (- 2,9 pct.) faldt på trods af en opjustering af aktien til »outperform« af analytikerne i Dexia Securities. Det østrigske hovedindeks ATX er i indeværende år steget 17 pct., hvilket er den største stigning blandt de vesteuropæiske hovedindeks. I går var bl.a. Telekom Austria (+ 2,6 pct.), Østrigs største teleselskab, med til at trække ATX i plus. Selskabet offentliggjorde et fjerdekvartalsregnskab der viste et mindre underskud end ventet. 2003-overskuddet blev derfor større end ventet og for 2004 forventer selskabet et endnu bedre resultat.