Østersølande udkonkurrerer Kina

Flere og flere danske virksomheder satser på produktion i området omkring Østersøen - flere af dem har bevidst valgt Kina og andre vækstlande fra.

Produktion af fadølsanlæg hos Micro Matic i Kaunas, Lithaun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fadølsanlæg, ledninger til robotindustrien, chokoladeskildpadder og termostater til boliger. Listen over danske produkter, der produceres i landene omkring Østersøen, vokser og vokser. Ifølge Danmarks Statistik og DI har danske virksomheder nu over 250.000 ansatte i produktionsvirksomheder i landene omkring Østersøen, og flere af virksomhederne fastslår, at valget af produktion tæt på Danmark er et bevidst fravalg af Kina.

»Vi er etableret i Kina, men hovedparten af vores montage produktion er placeret i Kaunas i Litauen på grund af den bedre logistik der,« siger Jan Rasmussen, produktionsdirektør for MicroMatic i Litauen. MicroMatic er verdens største producent af fadølsanlæg og står for 80 procent af verdensmarkedet. Selskabet har hovedsæde i Odense, men har de senere år opbygget produktion i Litauen.

Også virksomheder som Danfoss og Toms har flyttet mere og mere produktion til landene omkring Østersøen - for deres vedkommende Polen.

»Polen har den optimale kombination af dels en rimelig afstand til Danmark og dels tilpas lave lønninger. Hvis afstanden blev længere, ville vi skulle bruge for mange ressourcer på transport,« siger Jesper Møller, adm. direktør i Toms Gruppen.

Selskabet er netop nu i færd med at flytte 200 arbejdspladser inden for pakkeri fra Danmark til Polen.

Andre danske virksomheder peger på, at fordelen ved at kunne skrive »Made in EU« er så stor, at den let overgår fordelen ved at producere i lande som Kina og Indien. Det gælder blandt andet inden for højtspecialiserede underleverandører, hvor kvalitetskravene er meget høje.

Også i logistikbranchen mærker man, at behovet for at fragte delkomponenter og varer mellem Danmark og landene omkring Østersøen er stigende.

»Det tager 24 timer at nå enhver destination ved Østersøen her fra Litauen - fra Kina tager det flere uger. Der er rigtig mange fordele ved at handle rundt om Østersøen, og det får flere og flere virksomheder - også i Danmark - øjnene op for,« siger Kim Bartholdy, landechef for DSV i Litauen.