Stort set alle Ørsteds nyudstedte aktier er blevet købt af nuværende aktionærer eller aktionærer, som har købt sig til fortegningsretter.
Helt præcist gælder det cirka 99,3 procent af de nye aktier.
Det skriver Ørsted i en selskabsmeddelelse mandag aften.
Aktierne er blevet udstedt som led i en kapitaludvidelse, som skal tilføre 60 milliarder kroner til selskabet.
Den danske stat, som ejer 50,1 procent af Ørsted, havde på forhånd sagt ja til at deltage i kapitaludvidelsen ved at købe nye aktier for omkring 30 milliarder kroner.
Ørsted skriver selv, at efterspørgslen på de resterende aktier, som ikke er blevet købt med fortegningsretter, har været "ekstraordinær stor".
Også Ørsteds topchef, Rasmus Errboe, hæfter sig ved mængden af opbakning.
- Jeg er meget tilfreds med den store opbakning til vores kapitaltilførsel fra små og store investorer fra ind- og udland, herunder fra vores hovedaktionær, den danske stat, siger han i pressemeddelelsen.
Ørsted har brug for pengene, så selskabet har råd til at gennemføre planlagte projekter.
Oprindeligt var det Ørsteds plan at hente penge ved blandt andet at sælge ejerandele i den amerikanske havvindpark Sunrise Wind.
Men det har ikke kunnet lade sig gøre grundet usikkerhed om det amerikanske marked for havvind i USA.
En række investeringsbanker havde givet en garanti for, at de ville aftage de aktier, der ikke blev solgt i forbindelse med aktieudvidelsen.
Men som følge af efterspørgslen på de resterende aktier bliver det ikke nødvendigt, skriver Ørsted.
Det får aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, til at betegne aktieemissionen som en "reel succes".
- Flot gået af Ørsted i forhold til aktieemissionens størrelse og de risici, der har været og er dukket op undervejs, skriver Jacob Pedersen i en analyse.
Mindre end to uger efter at Ørsted havde meldt ud, at man ville hente 60 milliarder kroner via nye aktier, beordrede den amerikanske administration, at arbejdet på havvindparken Revolution Wind skulle standse.
Ørsted vurderede dog, at den planlagte kapitaludvidelse skulle kunne række til at gennemføre projektet på trods af den usikkerhed, som anlægsstoppet medførte.
Efterfølgende har en amerikansk dommer givet Ørsted lov til at genoptage arbejdet på Revolution Wind.
Som et led i kapitaludvidelsen fik Ørsteds eksisterende aktionærer 15 tegningsretter per aktie. Med syv tegningsretter kunne man købe én ny aktie til 66,60 kroner.
Hvis man ikke selv ønskede at benytte sig af tegningsretterne, kunne man sælge dem videre.
Aktionærer, som ikke har købt nye aktier i forbindelse med aktieudvidelsen, har fået udvandet deres ejerandel.
/ritzau/