Ølkonflik kan få politiske konsekvenser

Ølkonflikt. De Konservative og Dansk folkeparti truer med politisk indgreb i konflikten mellem Nørrebro Bryghus og fagforeningen 3F. Først skal sagen dog afgøres i arbejdsretten.

Konflikten mellem Nørrebro Bryghus og 3F kan ende med at få politiske konsekvenser. Arbejdsmarkedsordførerne fra både Det Konservative Folkeparti og Dansk folkeparti truer med muligheden for et politisk indgreb, der skal begrænse faglige blokader mod virksomheder, der har en lovlig overenskomst.

Det er blandt andet tilfældet i sagen med Nørrebro Bryghus, som til medarbejdernes tilfredshed har overenskomst med Kristelig Fagforening.

Arbejdsmarkedsretten behandler lige nu sagen, hvor bryghuset beskylder fagforeningen for at bruge ulovlige metoder, og venstres arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg vil afvente sagens afgørelse. Han er dog ikke i tvivl om, at bryghuset vinder.

- Det er en fuldstændig vanvittig situation, at en fagforening fører faglig kamp mod en virksomhed, der allerede har en lovlig overenskomst. Jeg kan godt forstå at medarbejderne flygter fra 3F, for det er ikke det medlemmerne vil have, siger han.

Jens Vibjerg slår fast, at fagforeningen burde koncentrere sig om virksomheder, der ikke har overenskomst.

Konflikten fortsætterI 3F tager man truslen om politisk indblanding med ophøjet ro, og ifølge næstformand i den private Servicegruppe i 3F John Frederiksen handler konflikten alene om den principielle forhandlingsret. Han forventer, at sagen vil ende med, at fagforeningen for medhold.

- Som udgangspunkt tager vi det stille og roligt. Vi tror ikke, at Arbejdsretten vil gå ind og ændre på lovregler, og det vi foretager os er fuldstændigt lovligt, siger han.

John Frederiksen forklarer den fortsatte konflikt med, at Nørrebro Bryghus først fik overenskomst midt i forløbet.

- Nu er det sådan, at vi har brugt fire år på Nørrebro Bryghus, og skal vi så bare pakke sammen, fordi bryghuset pludselig melder ud og siger, at de har meldt sig ind i RAF 2000 (arbejdsgiverforening, der har overenskomst med Kristelig Fagforening, red.)? Sådan spiller klaveret ikke, siger John Frederiksen.

Kvæler bryghusNørrebros Bryghus har, siden konflikten blev optrappet, ikke kunne sælge øl i Coop Danmarks butikker.

Et salg som ellers står for 40 procent af bryghusets samlede omsætning.

Senest har butikskæden frabedt sig, at bryghuset sender flere øl ud til kædens lagre. Dermed er livet på spil for virksomheden.

- Virksomheden kan ikke køre videre uden den omsætning, siger formand for bestyrelsen i Nørrebro Bryghus Frederik Heegaard. Sagen er gået i hårknude, og nu ser vi frem til at retten kommer med en afgørelse. De har lov til at have et ønske om at tegne overenskomst med vores ansatte, og de har lov til at fortælle vores kunder, at de skal holde sig væk. Men de omfattende sympatiblokader vi er udsat for, mener vi er ulovlige. Fagforeningen har simpelthen spændt buen for vidt, siger bestyrelsesformanden.

Ifølge ham, er der nu to muligheder for overlevelse.

På den ene side, kan arbejdsretten give bryggeriet medhold, og på den anden, kan folketinget vedtage et politisk indgreb, der begrænser fagbevægelsens muligheder for at anvende magt.

Som udgangspunkt skal sagen dog afgøres i retten.

Det har ikke været muligt at få beskæftigelsesminister Klaus Hjort Frederiksens (V) vurdering af muligheden for politisk indblanding men i en skriftlig kommentar siger han:

- Sagen er indbragt for Arbejdsretten, der vil tage stilling til lovligheden af konflikten. Jeg vil som beskæftigelsesminister afholde mig fra en konkret udtalelse, så længe sagen behandles der.