Økonomisk vækst skuffer en smule Down Under

Den økonomiske vækst i Australien kunne ikke leve op til forventningerne i tredje kvartal.

Foto: DAN HIMBRECHTS.
Læs mere
Fold sammen

Australiens BNP i perioden fra juli til september steg 0,6 pct. i forhold til kvartalet før, hvor analytikerne havde estimeret en vækst på 0,7 pct.

Ses der på væksten på årsbasis steg BNP 2,3 pct. i forhold til samme kvartal i 2012. Her havde analytikerne ventet en stigning på 2,5 pct.

Så sent som tirsdag fastholdt Reserve Bank of Australia den toneangivende rente på 2,5 pct. Men i de efterfølgende kommentarer fra centralbankchef Glenn Stevens fik den australske dollar en stor del af skylden for det knap så positive vækstbillede.

- Australske dollar ligger stadig på et ukomfortabelt højt niveau. Et lavere niveau for valutakursen er sandsynligvis nødvendigt for at opnå en afbalanceret vækst i økonomien, lød det fra Glenn Stevens.

I andet kvartal steg det australske BNP med reviderede 0,7 pct. på kvartalsbasis, mens stigningen på årsbasis løb op i 2,4 pct.