Økonomer: Finanskrisen er langt fra overstået

Jo længere finanskrisen varer, des større bliver effekten på den danske samfundsøkonomi, mener landets førende økonomer.

Krisen på de finansielle markeder er langt fra et overstået kapitel, og Danmark slipper ikke så nemt om den, som først antaget. Det vurderer RB-Børsens og Ritzaus økonomiske panel.

I panelet deltager økonomiprofessorer fra landets universiteter og handelshøjskoler samt ledende økonomer i finanshuse og brancheorganisationer. 54 økonomer har svaret på spørgsmålene.

Blandt de 54 paneldeltagere vurderer hele 42, at finanskrisen varer et stykke tid endnu og otte, at den varer længe endnu. Tilbage er tre økonomer, som forudser, at krisen snart er ovre og en enkelt, som ikke tager stilling til spørgsmålet.

Foreløbig har krisens synlige effekter på dansk økonomi nærmest været ikke eksisterende. Topdanmark og Danske Bank har været i mediernes søgelys på grund af deres eksponering i de amerikanske subprime lån eller produkter, der relaterer sig hertil. Desuden er der alle de afledte effekter i form af en lav dollarkurs samt et ændret renteniveau.

/ritzau/