Økonom: Eurolandes økonomi tæt på at gå i stå

De foreløbige PMI-tal fra euroområdet i juni skuffede med et fald til 52,8 - det laveste niveau siden december - fra 53,5 i maj. Det er det største fald siden marts 2013, og indikerer tiltagende svaghedstegn i eurozonens økonomi.

Foto: DANIEL ROLAND
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

- Eurozonens økonomi halter og er tæt på at gå helt i stå, konstaterer cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank i en kommentar. I 1. kvartal voksede eurozonens økonomi med beskedne 0,2 procent, og den matte stemning hos indkøbscheferne indikerer, at det svage opsving i eurozonen er ved at bremse yderligere op.

Talpakken nedtoner ifølge senioranalytiker Rasmus Gudum-Sessingø dog samtidig forventninger til yderligere lempelser fra ECB, da PMI's prisindeks (outputpriser) steg til det højeste niveau i knapt to år. Dermed fortsatte den stigende tendens, og der er således ikke tegn på, at virksomhederne medvirker til en intensiveret disinflationsproces.

- PMI-indekset antyder, at opsvinget i eruoområdet blot fortsætter i et adstadigt tempo, og obligationsrenterne faldt og EUR blev svækket på tallene. På den anden side modtog vi fortsat ikke tegn på, at tendensen til lav-inflationen vil fortsætte eller blive forværret, hvilket nok bremsede spekulationer om, at yderligere ECB-lempelser er blevet mere aktuelle efter dagens tal, siger Rasmus Gudum-Sessingø.

Jacob Graven vurderer imidlertid, at der kan blive behov for yderligere tiltag, og at ECB med det seneste fald er kommet et lille skridt nærmere at starte seddelpressen op.

- ECB forsøger med næb og klør at skubbe økonomien i gang for at presse den alt for lave inflation op. Foreløbig ser det ikke for alvor ud til at lykkes. Det kan få ECB på banen med endnu mere drastiske tiltag end hidtil. Den 5. juni satte ECB renten ned til nyt rekordlavt niveau og sendte flere penge i omløb. Hvis eurozonens økonomi går helt i stå, eller inflationen falder yderligere i de kommende måneder, kan ECB blive tvunget til at starte seddelpressen op og købe statsobligationer for nye penge. Det er reelt ECB's eneste tilbageværende mulighed for at skubbe fart i eurozonens økonomi, vurderer Jacob Graven.