Økonom: EU vil ikke tilbyde stort tag-selv-bord efter brexit

Det er et åbent spørgsmål, hvordan britisk økonomi vil kunne klare sig uden for EU. Det vurderer cheføkonom Helge J. Pedersen i publikationen "Cheføkonomens hjørne".

Foto: LEON NEAL.
Læs mere
Fold sammen

Om briterne kan klare sig uden EU, afhænger først og fremmest af, hvilken samarbejdsaftale briterne vil kunne forhandle sig frem til med EU, hvis brexit bliver en realitet.

»Der er ingen grund til at vente, at EU vil tilbyde briterne nogen form for a la carte ordning,« vurderer han med spørgsmålet:

»Hvorfor skulle de dog det, når det er briterne, som vælger at bryde 43 års omend halvhjertet ægteskab?«

Endvidere fremhæver han, at tilbydes briterne det helt store tag-selv-bord, vil der være risiko for, at der er andre lande, som kunne blive fristet til at melde sig ud af fællesskabet. På den baggrund konkluderer han:

»Jeg tror ikke, at EU vil ikke krybe til korset, hvorfor der næppe er tvivl om, at det bliver økonomisk dyrt for Storbritannien at stemme sig ud af EU.«

RAPPORT: BREXIT BLIVER DYRT

Det britiske finansministerium har for nylig offentliggjort en stor rapport om de økonomiske konsekvenser i tilfælde af brexit. Den er ikke munter læsning.

Rapporten viser ifølge Helge J. Pedersen, at selv i det bedste scenarie vil udmeldelse af EU koste hver enkelt britisk husholdning 2600 pund om året i form af svagere økonomisk vækst og tabte arbejdspladser.

Cheføkonomen fremhæver, at det er jo ikke kun er Storbritanniens skæbne, der er på spil 23. juni.

»Et eventuelt brexit vil uvægerligt give anledning til spekulationer, om andre lande også kunne finde på at stille spørgsmålstegn ved deres medlemskab af EU. Blandt andet har Kristian Thuelsen-Dahl (DF) jo allerede luftet tanken om, at Danmark bør følge Storbritannien ud af EU, hvis brexit bliver udfaldet af afstemningen, «skriver han.