Den ene pose med gulerødder ligner den anden, og hvis indholdet alligevel er ens, hvorfor skal forbrugeren så betale mere for posen med det lille røde øko-mærke?
Det spørgsmål er der mange forbrugere der stiller, og nu vil producenterne af de økologiske fødevarer klæde butikkerne på til at give et fornuftigt svar. I filmprojektet ’Hvad er meningen’, giver seks økologiske grøntsagsproducenter således et indblik bag kulisserne.
- Tidligere var det praksis, at dagligvarehandlen besøgte gårdene for at se, smage og mærke på grøntsagerne. Men af respekt for, at indkøbere og disponenter har mere og mere travlt og skal optimere deres arbejdsdag, så har vi valgt at tage nye metoder i brug, fortæller Mogens Hansen, der er formand for Producentorganisationen for Økologiske Grøntsager.
Sund fornuft
Eksempelvis fortæller filmen, at de økologiske gulerødder er lidt dyrere, fordi ukrudt holdes væk med håndkraft, hvilket koster ekstra tid og mandskab.
Mogens Hansen håber på at få sin egen og kollegernes viden om økologi helt ud til fru Jensen ved på denne måde at gå gennem handlen.
- Det er mit indtryk, at folk ikke ved, hvad det vil sige at dyrke økologisk. Filmen skal give en forståelse for, hvordan vi gøder jorden med organisk gødning og holder den sund. Vi har ikke brug for en helt masse undersøgelser, der viser, at grøntsagerne er sundere eller smager bedre. Det handler om sund fornuft. Men forbrugeren skal selv drage sin konklusion og træffe sit eget valg, siger han.
Øko-producenter går til filmen
De økologiske grøntsagsproducenter tager nu nye metoder i brug går for at skubbe økologi ud i dagligvarehandlen.
Del: