Øget privatforbrug sætter skub i iværksætterlysten

Forbrugernes stigende købelyst får rekordmange danskere til at droppe deres faste arbejde og starte egen virksomhed.

Det forbrugsdrevne opsving kører på skinner i øjeblikket og udsigten til at få del i nogle af de mange milliarder

ekstra forbrugskroner, har sat iværksætterlysten på rekordkurs i 2004.



Indtil videre er der med 10.699 nyetableringer

startet 25 pct. flere selskaber i år i forhold til samme periode sidste år. Den foreløbige kulmination kom i juli,

hvor analysebureauet KOB A/S registrerede det højeste antal nystartede virksomheder på en enkelt måned i de seneste

fem år, nemlig 2366 selskaber. Og tendensen fortsætter.



- Vi oplever i øjeblikket en vækst i det private

forbrug, som er på et niveau, man ikke har set siden 1998, hvor pinsepakken satte en dæmper på udviklingen. Det

er den dominerende årsag til, at så mange vælger at starte for sig selv. Det er det helt rigtige tidspunkt at starte virksomhed

nu, for der er al mulig grund til at tro, at den positive tendens fortsæ6tter, siger chefkonsulent i Dansk Industri Klaus Rasmussen.

Højteknologi

halter

Det er primært inden for detailhandel og byggeri, at man i øjeblikket oplever iværksætterlysten spire.

Små butikker, frisører og grønthandlere på den ene side, samt mindre håndværksvirksomheder og

andre handlende er dem, der hurtigt får glæde af det stigende forbrug. Hvor mange kommende virksomhedssuccesser inden

for industrien, der dukker op i øjeblikket, er det til gengæld ikke til at afgøre.



- Det er et sundhedstegn

med et stort antal iværksættere, men det samfundsmæssige afkast afhænger ikke så meget af antallet af

nye virksomheder, men af antallet af successer blandt dem, der starter op, siger Klaus Rasmussen.



Mens der startes mange nye

butikker, så er der på den højteknologiske front ikke den samme jubelstemning. Her er der ikke tilsvarende positiv udvikling.

Tværtimod, så melder flere af landets syv statsligt innovationsmiljøer om faldende tilgang af henvendelser fra

iværksættere. Det skyldes primært, at et svigtende kapitalmarked gør iværksætterne endnu mere

forsigtige og omhyggelige i de indledende faser.



- Antallet af henvendelser fra højteknologiske iværksættere

er faldet sammen med antallet af investeringer. Det gælder både IT og biotek. Til gengæld er vi i kontakt med mange,

der overvejer at starte virksomhed, men som ikke har taget springet endnu, fordi pengene stadig er svære at skaffe, siger formand

for Forskerparkforeningen og adm. direktør for Symbion A/S, Christina Hvid.