Øget pres på ECB for at sænke renten

Den europæiske økonomi har været en stor skuffelse i længere tid, og nye tal for væksten i årets første kvartal bliver ikke noget lyspunkt. De var tværtimod endnu en skuffelse.

Væksten har det stadig skidt i de 17 eurolande, hvilket lægger yderligere pres på Den Europæiske Centralbank ECB. Foto: Daniel Roland/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Presset mod Den Europæiske Centralbank (ECB) for at sætte renten yderligere ned eller gøre andet, som stimulerer væksten, vokser nærmest dag for dag.

De 17 eurolande, som aftager op mod 40 procent af den samlede danske eksport, havde således en aftagende økonomisk aktivitet i første kvartal i år på et niveau pænt større end ventet. Dermed er velstanden nu dykket seks kvartaler i træk, hvilket er den længste og mest sejlivede krise, siden euroen begyndte at trille som gangbar mønt i 1999, viser nye tal fra EUs statistiske kontor, Eurostat.

Samtidig fortsætter arbejdsløsheden med at skyde i vejret og er nu historisk høj og oppe over 12 procent af arbejdsstyrken. Også inflationen rasler ned, hvilket afspejler de dårlige tider.

Bruttonationalproduktet i eurolandene faldt med 0,2 procent i årets første kvartal i forhold til kvartalet før. Sammenlignes der med samme periode året før, var nedgangen på én procent. ECB venter, at den økonomiske aktivitet for hele 2013 vil falde med 0,5 procent, mens EU-Kommissionen venter en nedgang på 0,4 procent.

Den lavere aktivitet har tilmed også spredt sig til Tyskland, som mange ellers havde håbet ville vriste sig fri af den aktuelle krise og som er Europas klart største økonomi.

Her var væksten kun på 0,1 procent i første kvartal. Det var mindre end ventet. Det var særligt skuffende, at der var et direkte fald i eksporten og erhvervslivets investeringer. Væksten i Frankrig, som er euroområdets næststørste økonomi, skuffede også stort ved at være negativ. Dermed har den franske præsident, Francois Hollande, på ingen måde indfriet sine løfter om at skabe vækst og fremgang. Meningsmålinger viser da også, at bare 24 procent af den franske befolkning støtter Francois Hollande, hvilket er den laveste tilslutning, nogen fransk præsident nogensinde har haft i nyere tid.

Den udbredte krise i mange lande får stadigt flere til at rette blikket mod ECB, som satte sin rente ned til historisk lave 0,5 procent tidligere på måneden. Ved den lejlighed sagde centralbankchef Mario Draghi, at ECB var klar til at gøre mere, hvis det bliver nødvendigt.

Endnu lavere renter kan være en hjælp, men hvis ECB for alvor skal stimulere europæisk økonomi, skal der formentlig mere drastiske tiltag til, som det eksempelvis ses i USA og Japan, hvor penge pumpes ud i økonomien i stor stil. ECB har dog sværere ved at gennemføre den slags tiltag uden at komme i konflikt med EU-traktaten.

ECB har da også holdt stædigt fast i, at eurolandene trækker sig fri af den aktuelle recession og igen får vækst i anden halvdel af i år.

For Danmark er det en alvorlig sag, at væksten i euroområdet fortsætter med at skuffe. Det betyder, at også vi har udsigt til lav vækst og stilstand i år, hvor væksten næppe kommer meget over nul.

Otte af de 17 eurolande oplevede faldende velstand i første kvartal. Værst var situationen i Cypern, Grækenland og det øvrige Sydeuropa. Her er det dog en hjælp, at EU har accepteret, at flere lande kan undlade at stramme finanspolitikken yderligere på kort sigt, og at renten i de mest gældsplagede lande er faldet markant de seneste måneder.