Øget efterspørgsel på rejsevacciner er med til at give vaccineselskabet Bavarian Nordic vækst i omsætningen.

Selskabet har torsdag morgen offentliggjort foreløbige tal fra 2025.

Her fremgår det, at selskabet sidste år omsatte for 6,2 milliarder kroner. Det svarer til en vækst på omkring ni procent sammenlignet med omsætningen året før.

Inden for selskabets forretning for rejsevacciner er salget steget med 30 procent i 2025 i forhold til 2024.

Det er særligt efterspørgslen på vacciner mod rabies, som også kaldes hundegalskab, og TBE, som stiger.

TBE kaldes også centraleuropæisk hjernebetændelse og er en virus, der kan overføres til mennesker via bid fra skovflåter.

I 2025 har Bavarian Nordic desuden lanceret en vaccine mod chikungunya-virus, som er en myggebåren virus, som forårsager feber og ledsmerter.

Salget af den nye chikungunya-vaccine har overgået Bavarian Nordics egne forventninger.

Vaccinen kom på markedet i USA i marts 2025 og er siden kommet på det europæiske marked.

Bavarian Nordic har i løbet af 2025 haft en omsætning for chikungunya-vaccinen på 85 millioner kroner.

Forventningen til salget lød på 10 millioner kroner.

Den samlede omsætning på rejsevacciner i 2025 lyder på knap tre milliarder kroner.

I den anden del af forretningen, hvor Bavarian Nordic sælger vacciner til landes beredskaber mod udbrud af for eksempel mpox, der tidligere blev kendt under det danske navn abekopper.

Her lød omsætningen i 2025 på 3,1 milliard kroner, hvilket er omtrent på niveau med året før, men væsentligt over det, som Bavarian Nordic kalder det normale basisniveau.

I sommeren 2024 erklærede WHO for anden gang på to år en global sundhedskrise, efter at et udbrud af mpox i DR Congo spredte sig til nabolande.

I september 2025 lød det fra WHO, at udbruddet ikke længere udgjorde en global sundhedskrise.

Bavarian Nordic forventer et mere "normaliseret" år i 2026 uden påvirkning fra yderligere udbrud af mpox. Det betyder, at omsætningen vil falde til omkring 5 til 5,2 milliarder kroner, lyder forventningen.

/ritzau/