Danskerne indbetalte rekordmeget til deres pension i 2025.

Ifølge tal fra Danmarks Nationalbank endte de samlede pensionsindbetalinger på 175 milliarder kroner.

Det er 7,4 procent mere end året før, skriver Danmarks Nationalbank på sin hjemmeside.

Brian Friis Helmer, som er privatøkonom i AL Sydbank, peger på, at både stigende beskæftigelse og lønstigninger har været med til at øge danskernes indbetaling til deres pension.

- I løbet af 2025 er der kommet næsten 40.000 personer i arbejde, mens lønningerne både på det private og offentlige arbejdsmarked havde pæn pil op, skriver han i en kommentar.

- Det bidrager alt sammen til at øge pensionsindbetalingerne, som oftest er sat som en procentdel af lønnen, skriver han videre.

Indbetalingerne har været højere end det, som er blevet udbetalt til landets pensionister. Samtidig har pensionsselskaberne også hentet afkast på investeringer.

Det betyder, at den samlede pensionsformue er steget til knap 4600 milliarder kroner.

Spørger man Mads Moberg Reumert, som er cheføkonom i pensionsselskabet Danica, er de rekordhøje indbetalinger også et tegn på, at der er øget opmærksomhed på pension.

- Særlige skattefordele sidste år, debatterne om folkepensionen og tilbagetrækningsmuligheder har sandsynligvis været med til at skubbe på udviklingen, skriver han i en kommentar.

I Danica har man desuden set en øget tendens til, at kunderne frivilligt vælger at lave ekstra indbetalinger til deres pension.

- Det er en positiv udvikling, der vidner om øget ansvarlighed og fokus på fremtidens økonomi, skriver Mads Moberg Reumert.

Ifølge Danica er det særligt kvinderne, som i stigende grad vælger at lave frivillige indbetalinger til deres pension.

/ritzau/