Obligationer er sagen lige nu

Carnegie Bank tror, at væksten i Europa skuffer, og renten falder yderligere.

Stik mod hvad stort set alle andre siger, så råder investeringschef Thor Bendixen fra Carnegie Bank private til at sætte penge i lange obligationer.

»Med det fald, som vi har set i dollaren, er jeg meget skeptisk over for, om væksten kan komme i gang i Europa, og aktierne dermed vil klare sig godt. Det sandsynlige er faktisk, at væksten skuffer, og Den Europæiske Centralbank (ECB) sænker sine renter inden for tre til seks måneder. Så set over en periode på tre til ni måneder, vil vi hellere satse på obligationer, end aktier, efter den seneste tids stigninger« siger Thor Bendixen.

Så man skal købe lange danske obligationer?

»Nej, for de lange danske obligationer er realkreditobligationer, som vil blive konverteret og udtrukket, hvis renten falder yderligere. Derfor kigger vi for tiden på lange græske og norske obligationer. I Grækenland er renten 0,35 pct. point højere end herhjemme, og den norske krone er faldet meget betydeligt på det sidste. Den, tror vi, vil stige igen, samtidig med, at renten er lidt højere end herhjemme. Med med norske obligationer kan man med andre ord og i bedste fald få både en lidt højere rente og en valutagevinst oven i.«