Nyt system kan spare staten for renteudgifter på 40 mio. kr.

Staten sparer omkring 40 millioner kroner i renter til pengeinstitutterne ved at benytte et nyt system for pengeoverførsler.

Læs mere
Fold sammen
Sociale ydelser som pension og boligydelser overføres i højere grad uden om banker, og staten overvejer nu at spare flere penge ved at lægge flere ydelser ind i det Offentlige Betalingssystem (OBS), skriver dagbladet Børsen.

Det sparer staten for renter og sænker samtidig behovet for at låne penge i Nationalbanken. Besparelsen bliver samlet på omkring 110 millioner kroner årligt, hvoraf mindst 39 millioner kroner kommer fra bankerne.

- Så længe pengene bliver i OBS-systemet, påvirker det ikke statens likviditet, og det giver besparelser, siger specialkonsulent Niels Hald fra Økonomistyrelsen.

Statens pengestrømme udgør cirka 1500 milliarder kroner. De sociale ydelser udgør alene 80 milliarder kroner om året. Derfor ligger der store penge for bankerne i at have pengene stående og trække renter i en dag eller to. OBS-systemet er et forsøg på at begrænse statens renteudgifter.

I bankerne ømmer man sig over at miste rentedagene. Bankerne mener også, at et tvunget betalingssystem strider mod ambitionerne om at overlade opgaver til private selskaber./ritzau/