Nyt stort energiselskab i Danmark

DONG og Elsam blev fredag morgen enige om en fusion, der skaber Danmarks største energiselskab.

Læs mere
Fold sammen
Efter knap 22 timers uafbrudte forhandlinger blev det statslige olie- og naturgasselskab, DONG, og det jysk-fynske kraftværksselskab, Elsam, fredag morgen enige om betingelserne for at slå de to selskaber sammen til et stort energiselskab.

Finansminister Thor Pedersen (V) lægger ikke skjul på, at det har været en meget svær opgave at "forankre aftalen 100 procent", eller med andre ord få alle detaljer på plads. Men han var synligt tilfreds med, at det var lykkedes.

- Vi er efter intense forhandlinger nået frem til en meget tilfredsstillende løsning, der respekterer ejernes synspunkter og skaber en stor dansk fusioneret virksomhed, sagde Thor Pedersen.

Ifølge finansministeren er der med aftalen skabt en virksomhed af en stor indre styrke.

Detaljerne i aftalen bliver først offentliggjort, når Thor Pedersen har sikret sig opbakning til aftalen blandt forligspartierne i Folketinget bag aftalen om at privatisere DONG. Det er samtlige partier på nær Enhedslisten.

Også Elsams ledelse skal først have godkendt aftalen på et bestyrelsesmøde fredag formiddag og på en ekstraordinær generalforsamling fredag eftermiddag.

/ritzau/