Nyt register skal forebygge graveskader

Graveskader på ledninger er til ærgrelse for husejerne og dyrt for samfundet. Nu skal et nyt register sætte en stopper for problemerne.

Det sker alt for tit, at gravkoen, der baner vej for naturgasledningen, klipper telefonledningen over, fordi både husejeren og entreprenøren bag graveprojektet mangler viden om, hvilke ledninger der ligger i jorden. Graveskader på ledninger koster årligt samfundet 100-120 millioner kroner, skønner sammenslutningen af ledningsejere, FULS.

I halvdelen af de tilfælde, hvor der sker graveskader, er der ikke indhentet ledningsoplysninger, og ofte er det alt for svært at få overblik over, hvad der er i jorden.

Det skal et landsdækkende register, der åbner i det nye år, sætte en stopper for. Det laves af rådgivningsfirmaet Cowi for Erhvervs- og Byggestyrelsen. Alle landets 6000 ledningsejere har i perioden fra den 1. marts til den 1. september 2005 pligt til at registrere deres forsyningsområder.

/ritzau/