Nyt overskud hos ingeniørfirma

Læs mere
Fold sammen
Regnskabet for 2003/04 er det seneste bevis på, at Søborg-virksomheden Picca Automation har rejst sig efter at have været tæt på knockout for tre år siden. Den punkterede it-boble og en alt for hurtig vækst gav store skrammer til virksomheden, der dog fik vendt skuden og siden har øget både bruttofortjeneste og overskud.

I det seneste regnskabsår har man forbedret resultatet før skat med 33 pct. til 3,6 mio. kr. Det er sket på baggrund af en vækst i bruttofortjenesten på knap 17 pct. til 32,5 mio. kr. Resultaterne ligger langt fra underskuddet på 1,5 mio. kr. i rædselsåret 2000/01, hvor et manglende fokus og alt for kraftig vækst truede virksomhedens eksistens.

Dengang var Picca Automations stifter og administrerende direktør Torben Vestergaard og de tre daværende medejere primært interesseret i vækst og i at udvide aktiviteterne indenfor it. Forretningen kunne dog ikke følge med, og kvaliteten i virksomhedens arbejde faldt, samtidig med at de faste omkostninger eksploderede.

- Pludselig ramlede tingene ned over hovedet på os, og det hele var ved at køre af sporet. Det var ikke ret sjovt, og jeg blev nødt til at tænke mig grundigt om og skære igennem, fortæller Torben Vestergaard.

Fokus og nedskæringer

Stifterens løsningsmodel baserede sig på fokus og nedskæringer. Virksomheden skulle koncentrere sig udvikling og tilpasning af styrings- og dataopsamlingssoftware til procesindustrielle anlæg.

Softwaren gør det muligt at tilrettelægge og styre produktionen af eksempelvis medicin, og samtidig dokumentere kvaliteten af den. Man sagde farvel til omkring halvdelen af de 55 medarbejdere. Samtidig købte Torben Vestergaard de øvrige ejere ud, fordi de var uenige i hans strategi for fremtiden. At den var rigtig er det nye regnskab blot et ud af flere beviser på.

Optimismen står igen i fuldt flor hos Picca Automation, der i indeværende år forventer at øge bruttofortjenesten til 40 mio. kr., mens overskuddet før skat ventes at lande på fem mio. kr. Man regner med at øge arbejdsstyrken løbende, så man i 2009 vil have godt 50 ingeniører ansat.

Torben Vestergaard ser lyst på fremtiden og glæder sig over, at det lykkedes at redde virksomheden ud af krisen.

- Det er en stor tilfredsstillelse at konstatere, at det kunne lade sig gøre at vende udviklingen. I dag ser fremtiden lovende ud, konstaterer Torben Vestergaard.

Han har igen optaget et par ledende medarbejdere i ejerkredsen med henblik på et kommende generationsskifte. Skønt han kun er 49 år, har Torben Vestergaard således allerede planlagt sin gradvise udtræden af virksomheden, der skal påbegyndes i 2010.

Picca Automation A/S, Søborg ¿ rådgivende ingeniørvirksomhed i forhold til produktionsstyring

Mio. kr. 2003/04 2002/03

Bruttofortjeneste 32,5 27,8

Resultat før skat 3,6 2,7

Egenkapital 5,1 4,7

Gns. antal ansatte 37 34