Tivoli i København er fortsat en magnet for både danskere og udenlandske turister i hovedstaden.

Regnskabet for tredje kvartal viser en omsætningsfremgang på 6 procent til 467,7 millioner kroner.

Resultatet efter skat stiger fra 86,3 millioner kroner til 88,8 millioner kroner.

- Tivoli leverer et tredje kvartal, hvor vi løfter både omsætning og indtjening. En meget velbesøgt halloween-sæson understreger den positive udvikling i forretningen.

Med åbningen af det nye forlystelsesområde Hikari tog Tivoli samtidig et stort og vigtigt skridt i den langsigtede udvikling af Haven, siger administrerende direktør Susanne Mørch Koch i en kommentar til regnskabet.

Hikari-området er inspireret af Japan og indeholder foruden tre forlystelser også butikker med japanske varer og spisesteder med japanske specialiteter.

Det blev indviet på Tivolis 183-års fødselsdag 15. august, og området bidrager ifølge Susanne Mørch Koch allerede positivt til forretningen.

Mere end 1,3 millioner gæster besøgte Tivoli i tredje kvartal. Hver tredje af dem kommer fra udlandet, og Tivoli fremhæver selv amerikanere som en nationalitet, hvor der er vækst i antallet af besøgende.

Halloween-sæsonen varer frem til 1. november.

Herefter lukker Tivoli kortvarigt og åbner igen 13. november, hvor julesæsonen indledes og varer frem til 3. januar.

RITZAU