Nyt forsøg på tysk-britisk aktiebørsfusion

Frankfurt-baserede Deutsche Börse, byder igen på Europas trediestørste aktiebørs, London Stock Exchange, med henblik på fusion.

London Stock Exchange Plc, Europas trediestørste aktiebørs målt på markedsværdi, modtog mandag et overtagelsesbud på 1.35 mia. britiske pund (14.5 mia. kroner) fra Deutsche Börse AG. Det er Deutsche Börses andet forsøg på at byde på sin britisk konkurrent med henblik på en fusion.

Forrige bud kom allerede i fredags, hvor prisen per aktie lå 23 procent lavere end på det nuværende bud. Denne gang har Deutsche Börse tilbudt en kontantpris på 530 pence per aktie.

London Stock Exchange afviste det første bud, men indvilligede i at fortsætte forhandlingerne med Deutsche Börse for at se om "et væsentligt forbedret bud kunne accepteres", oplyser selskabet til Bloomberg News.

Aktierne for London Stock Exchange er steget med 29 procent i år på grund af spekulationer over, hvor vidt selskabet er nødt til at finde en partner, efter at indtjeningen i årets første seks måneder haltede efter indtjeningen for de andre europæiske børser. De europæiske børser er generelt under økonomisk pres på grund af generel nedgang i aktiehandlen.

London Stock Exchange og Deutsche Börse har allerede for flere år siden luftet planer om en mulig fusion med henblik på at danne selskabet "iX - international exchanges".



sbh@berlingske.dk