Nystiftet kinesisk selskab lokker med astronomiske lønninger

Konkurrencen spidser til i den kinesiske teknologisektor, og det har givet sig udslag i lønningsposen. Nystartet virksomhed lover godt 18 millioner i begyndelsesløn.

Foto: CHANCE CHAN.
Læs mere
Fold sammen

Kina har ikke hidtil været kendt som et land med høje lønninger, men det kan være et forhold, som er på vej til at blive historie.

Teknologiselskabet Beijing ByteDance Technology, som er mest kendt for nyhedsappen Jinri Toutiao med 120 millioner daglige brugere, lokker nu med op til tre millioner dollars - eller godt 18 millioner kroner - i samlet løn, skriver Bloomberg.

Det omfatter både grundløn på godt en million dollar plus optioner på køb af aktier i selskabet, som kan være flere millioner dollar værd til sin tid.

Manden bag selskabet, Zhang Yiming, siger i et interview med Bloomberg, at selskabet forbereder sig på at betale prisen for de største teknologiske talenter i Kina.
»Ubegrænset løn til ubegrænset talent,« lyder det fra Zhang.

Jinri Taotiao kommer til at omsætte for godt 15 milliarder kroner i år, hvoraf hovedparten stammer fra annoncer, og appen er værdisat til 124 milliarder kroner.

Lønnen i ByteDance kan ikke sammenlignes med de generelle kinesiske lønninger, men også andre grupper har set lønchecken vokse de seneste år.
Ifølge Euromonitor er kinesiske industrilønninger steget med 64 procent fra 2011 til 2017, skriver CNBC.

Det er mere end fem gange så meget som på fabrikker i Indien og på højde med lønningerne i Portugal og Sydafrika.

App startet i 2012

Ifølge analyseselskabet Morgan McKinley har en gennemsnitlig dataudvikler op mod 25.000 yuan om måneden, og det svarer til 23.400 kroner efter dagens kurs.
Bedst tjener udviklere, som arbejder med algoritmer, blokkæder og kunstig intelligens - her kan lønningerne ligge op mod 40.000 yuan om måneden, godt 37.000 kroner.

I modsætning til de fleste teknologiselskaber i Kina har ByteDance ingen aftale med nogen af Jack Mas store selskaber Alibaba, Baidu eller Tencent.
Det mener Bloomberg kan gøre selskabet mere sårbart, og det kan være årsagen til de høje lønninger i kampen mod kæmpeselskaberne.

Ifølge nyhedsbureauet har en anden nystiftet virksomhed i Kina tilbudt en person 30 millioner dollars (190 millioner kroner, red.) i løn over fire år, hvis alle parter er tilfredse.

Nyhedsappen, som er ByteDances største indtægtskilde, blev introduceret i 2012, og den har siden dengang været vældig populær i Kina.