Nyrup angriber deltidsforslag

Socialdemokratiets formand, Poul Nyrup Rasmussen, kritiserer regeringens lovforslag om deltid.

- Jeg har svært ved at forestille mig et voldsommere lovindgreb i et menneskes og en families eksistens, skriver Poul Nyrup Rasmussen i sit nyhedsbrev.

Socialdemokratiets formand beskylder VK-regeringen for - under dække af mantraet valgfrihed - reelt at give arbejdsgiveren mulighed for at tvinge ansatte på deltid.

Hvis beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) lovforslag vedtages, betyder det, at samtlige aftaler i overenskomsterne i forbindelse med enten begrænsninger eller forbud mod deltidsarbejde fjernes med et pennestrøg.

Samtidig kan der heller ikke fremover laves aftaler om nogen form for begrænsninger i deltid.

Beskæftigelsesministerens initiativ har vakt vrede i både fagbevægelsen og hos flere arbejdsgiverorganisationer. Begrundelsen er, at Claus Hjort Frederiksen blander sig i den ret til at lave frivillige aftaler via overenskomster, som arbejdsmarkedets parter altid har haft - også kaldet den danske forhandlingsmodel.

/ritzau/