Nykredits indtjening i første halvdel af 2026 er faldet en smule sammenlignet med samme periode i 2025.

Det viser koncernens regnskab, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

I løbet af årets første seks måneder har Nykredit tjent knap 5,9 milliarder kroner. I første halvdel af 2025 tjente koncernen knap 6,3 milliarder kroner.

Koncernens indtægter fra renter og gebyrer er ellers steget i år sammenlignet med året før.

Til og med juni lyder Nykredits renteindtægter på 7,7 milliarder kroner. Det er en stigning på cirka 20 procent sammenlignet med året før.

Samtidig er gebyrindtægterne steget cirka 36 procent.

I regnskabet for første halvår i 2025 medførte Nykredits opkøb af Spar Nord en engangsindtægt på 1,4 milliarder kroner. Det skyldtes en kursregulering af Nykredits Spar Nord-aktier, lød det i regnskabet.

Michael Rasmussen, som er koncernchef i Nykredit, kalder regnskabet for første del af 2026 for "meget tilfredsstillende".

Samtidig opjusterer Nykredit sine forventninger til årets indtjening. Nu venter koncernen et årsresultat på mellem 11 og 11,75 milliarder kroner. Tidligere lød forventningen på mellem 10,25 og 11,25 milliarder kroner.

- Halvårsresultatet og opjusteringen afspejler, at vi i første halvår har haft fortsat vækst, kundetilgang, øget udlån og voksende markedsandele på tværs af koncernens kerneforretning, siger Michael Rasmussen i en kommentar til regnskabet.

I forbindelse med opjusteringen lyder det dog, at det endelige resultat vil afhænge af udviklingen i den globale økonomi.

Her er der fortsat usikkerhed på grund af handelspolitiske forhold, geopolitisk uro og forstyrrelser i den globale energiforsyning, lyder det.

Nykredit hæfter sig dog ved, at dansk økonomi virker robust, og koncernen forventer som udgangspunkt vækst i Danmark i 2026.

RITZAU