Nykredit-chef udpeget i Spanien

Nykredits kommende repræsentationschef i Sydspanien bliver Anders Agerberg, som i dag er erhvervskundechef i Nykredits Center København.

Anders Agerberg, der er 36 år og bankuddannet, har været ansat i Nykredit siden 1995. Han tiltræder stillingen i Spanien den 1. marts.

Nykredit åbnede for nogle måneder siden et repræsentationskontor i Cannes, Frankrig. Både i Spanien og Frankrig er det Nykredits ambition at tiltrække de titusindsvis af danskere, som har planer om at købe hus på enten Solkysten i Sydspanien eller Cote d´ Azur i Frankrig.

Ud fra devisen om, at hvad der indad tabes skal udad vindes har Nykredit - der igennem flere år har tabt markedsandele i Danmark - også bevæget sig ud i Østeuropa.

Nykredit har allerede åbnet et datterselskab i Polen - bliver denne satsning en succes - lægger Nykredit ikke skjul på, at Ungarn og Tjekkiet kan være næste skridt i retning af flere forretninger i udlandet.Sfh