Det var ikke helt ved siden af, da Nykredit for tre uger siden varslede, at man var på vej mod et større overskud for 2025 end hidtil antaget.

13. januar meddelte finanskoncernen, at man forventede et overskud efter skat på 12,4 milliarder kroner.

Onsdag morgen offentliggør selskabet så et regnskab med præcis samme tal på bundlinjen.

- Vi kan i dag fremlægge Nykredit-koncernens bedste regnskab nogensinde for femte år i træk med et årsresultat på 12,4 milliarder kroner efter skat, siger koncernchef Michael Rasmussen i en kommentar til regnskabet.

Han fortæller endvidere, at overskuddet er opnået i kraft af en stærk udvikling i kerneforretningen - formidling af realkreditlån via Nykredit og Totalkredit - men også i de andre forretningsben, som blandt andet omfatter Sparinvest, Nykredit Bank og Spar Nord.

Når det gælder realkreditudlån, er Totalkredit nu oppe på et samlet udlån på 964,5 milliarder kroner, svarende til en vækst det seneste år på 6,3 procent.

Rente- og gebyrindtægterne er af samme årsag også steget, ligesom opkøbet af Spar Nord også har bidraget på den post.

Nykredit er for langt hovedpartens vedkommende ejet af selskabets egne kunder.

De får del i overskuddet via de såkaldte kundekroner, som er en rabat på den bidragssats, der skal betales sammen med afdrag og renter på et realkreditlån.

/ritzau/