Nye kæmpeskibe fra A.P. Møller

Kolos: Nye superskibe er en risikabel satsning, men det kan på længere sigt hjælpe Mærsk til at sejle konkurrenterne agterud. Hvis det kan betale sig for nogen, kan det betale sig for Mærsk, udtaler ekspert.

Læs mere
Fold sammen
Trods de dårlige tider i søfartsbranchen vil yderligere fire af verdens største containerskibe løbe af stablen på Lindø-værftet i år og indgå i A.P. Møllers flåde.

Dermed går rederiet mod tendensen i resten af branchen, der i stigende grad satser på de mindre skibe.

Ifølge den britiske søfartsavis Lloyd's List er der endda planlagt yderligere seks mammut-skibe til levering fra slutningen af året og gennem 2003.

Tidskrævende

De meget store containerskibe - kendt som post-panamaxskibe, fordi de er for store til at gå gennem Panamakanalen - har de seneste år overtaget en stor del af verdensmarkedet for fragten over store afstande.

Ifølge nogle analytikere har det betydet mindre fleksibilitet og større forsinkelser, fordi større skibe betyder færre afgange og længere tid til lastning og losning.

Større produktivitet

Men det afviser skibsreder Knud Stubkjær fra A.P. Møller:

»Det er ikke vores oplevelse, at det forlænger transittiderne. Det lyder måske rigtigt, at det tager længere tid at håndtere et skib med 6.000 containere end et med 2.000. Men for det første er det sjældent, at et skib kun sejler mellem to havne og skal helt lastes eller lodses i én havn, og for det andet kan et stort skib have mere udstyr og derfor en større produktivitet,« siger han.

Knud Stubkjær vil ikke kommentere rygterne om de ekstra seks nybygninger.

Containerfarten plages for tiden af, at verdenshandlen er holdt op med at vokse på grund af den økonomiske afmatning.

Det har betydet, at det er umuligt at fylde containerskibene, og det går ud over rentabiliteten.

Men alligevel ser flere aktieanalytikere A.P. Møllers nybygningsprogram som en fornuftig investering i fremtiden.

»Man skal op på en belægningsgrad på omkring 80 procent for, at de store skibe er rentable. Det er markedet ikke til i øjeblikket. Men containermarkedet er hele tiden i vækst, og det betyder, at den rentable størrelse skibe på de store ruter hele tiden bliver skubbet opad,« siger en aktieanalytiker.

Han bakkes op af Dan Togo Jensen fra investeringsbanken Carnegie:

»Hvis det kan betale sig for nogen, kan det betale sig for Mærsk. Store skibe giver store faste omkostninger, men det betyder også lave omkostninger pr. container, hvis man kan fylde dem op. Problemet, med om havnene kan håndtere de store skibe, er mindre for A.P. Møller, fordi de selv driver mange af havnene. Derfor kan de sikre, at der sker de nødvendige investeringer. Mærsk har volumenerne og havnene, og dermed kan de store skibe gøre dem endnu mere konkurrencedygtige i forhold til de andre rederier,« lyder hans vurdering.