Stena Line har bestilt to nye hybridfærger til ruten mellem Frederikshavn og Göteborg, der forventes at sættes i drift i 2030.

Det skriver Stena Line onsdag i en pressemeddelelse.

Færgerne er af E-Flexer-modellen og har plads til 1500 passagerer.

At de nye færger vil være hybride, betyder, at de både sejler på el og konventionelt brændstof.

Det vil de gøre, indtil opladningsmulighederne er til, at færgerne kan sejle på fuld el.

- Det er en historisk investering for Stena Line, som giver os mulighed for at tage endnu et skridt i den bæredygtige modernisering af vores flåde.

- De understøtter vores mål om at reducere CO₂-udledningen og ruste flåden til kommende miljøkrav, siger Niclas Mårtensson, der er administrerende direktør i Stena Line, i en pressemeddelelse.

Hybridfærgerne vil have tre bildæk.

Her vil to af dem bruges til fragtkøretøjer, og et dæk er til personbiler.

Færgerne bliver indsat mellem Frederikshavn og Göteborg, men vil blive bygget sådan, at de også kan sejle på andre af Stena Lines dagsruter.

- De giver os mulighed for at tilbyde en tidssvarende standard inden for bæredygtighed, komfort, oplevelsen om bord og fragtkapacitet, siger Christina Bromander, der er Trade Director for Danmarkstrafikken, i pressemeddelelsen.

Færgerne bliver 214,5 meter i længden og 27,8 meter i højden, og der vil være 32 kahytter til passagerer og 100 kahytter til besætningen.

Færgerne bliver bygget i Kina.

Værftet har bygget 15 færger af samme model, inden bestillingen fra Stena Line på to mere.

Stena Line har fem færger af samme model, der bliver brugt på det Irske Hav, og to mellem Polen og Sverige.

Færgerne, der udskiftes, er "Stena Danica" og "Stena Jutlandica".

Stena Danica er blevet brugt på ruten i 42 år, mens Stena Jutlandica har været brugt de sidste 20 år.

RITZAU